17 / 198
- 10 -
der som
Olufsen
klage over Haandværkernes Mangel paa
Smag og paa Sans for Arbejdsraskhed, over deres maade-
lige Produkter m. nr., maatte dog indrømme, at der var
Fremgang. Ved Slutningen af det foregaaende Aarhundrede
kunde man ikke finde et eneste hjemmegjort Stykke i en
Isenkræmmers Butik, men i 1819 kunde der anføres en
hel Fortegnelse over saadanne Gjenstande.
Med Fremgangen voxede ogsaa Selvstændighedsfølelsen
hos Haandværkerne, og den mødtes med Anerkjendelse af
Tiden. Medens endnu i 1796 Hof- og Stadsretsassessor
Fr.
Winkel-Eorn
havde foreslaaet Oprettelsen af et særligt In
stitut for Haandværkere, hvori en Mand trygt kunde lade
sine Sønner oplære i et Haandværk „uden at de skulde ud
sættes for at spilde deres Ungomsaar og fordærve deres Mo
ralitet“, udgik der nu en Opfordring til Forældre og Værger
af de højere Stænder om at sætte deres Sønner i Haand-
værkslære, og denne Opfordring blev ogsaa efterkommet.
Den største Anerkjendelse var dog den, som selve Forord
ningen af 21de Marts 1800 ydede Haandværkerne, idet Kongen
„for at hædre Haandværkerne“ og „til desmere Udmærkelse
for denne udmærkede Klasse af Borgere“ bestemte, at naar
der blev Pladser ledige mellem Stadens 32 Mænd, skulde
Halvdelen af disse besættes med „Kunstnere, Fabrikører
eller Haandværkere“ — hvilke Udtryk alle betegne Industri
drivende — og at de, der valgtes til Borgerrepræsentanter,
skulde have lige Adgang med andre Borgere til at ansættes
som Medlemmer af Magistraten. Haandværkerne fik derved
Lejlighed til at deltage i Hovedstadens kommunale Styrelse.
Heller ikke her maa man vente at se den begyndte
Udvikling gaa ustandselig fremad. Ogsaa paa dette Om-