HaandværkerforeningenKøbenhavn

Kongen Kommercekollegiets Betænkning over, hvorvidt

„Laugenes Conservation“ var til nogen Nytte, og i 1713

var der endog Tale om helt at ophæve dem. Men heller

ikke dengang vare de modne til Fald. Tiden gik hen,

medens man snart gjorde et Skridt frem, snart atter et

Skridt tilbage ved skiftevis at ophæve eller gjenindføre

Duelighedsprøver som Betingelse for at blive Medlem af

Lavene.

Først efter omtrent halvandet hundrede Aars Forløb

førtes der paany for Alvor et Slag mod Lavene. Det var

ikke saa voldsomt som den pludselige Dødsdom, Kristian

den Fjerde havde fældet over dem, men netop fordi man

nu gik sindigere tilværks, fik Angrebet større Betydning.

Det var det 18de Aarhundredes Ideer, som nu brød sig Vej

herhjemme. Ligesom disse kom til Orde i den frisindede

Toldforordning af 1ste Februar 1797, paa hvilken der i saa

mange Henseender endnu bygges, saaledes havde deres Røst

allerede lydt i G-eneralprokurøren

Henrik Stampe’s

Betænknin

ger, og disse bare atter Frugt i det Reskript af 10de April 1761,

som opstillede den Grundsætning, „at det udi en velindrettet

Stat ikke lettelig bør formenes Nogen at ernære sig paa

hvad lovlig Maade, han bedst veed og kan“ .

Ud fra denne Forudsætning gaves der derefter en Række

Bestemmelser, som tilsigtede at ophæve de Indskrænkninger

i den frie Udøvelse af Næring, som Lavsrettighederne havde

opretholdt. Der kom imidlertid en tilfældig Omstændighed

til, som i høj Grad fremmede Bevægelsen mod Lavene.

Det var den Opstand — eller Strike, som man nutildags

vilde kalde den — af de kjøbenhavnske Tømmersvende i

1794, der havde sin Oprindelse i en højst ubetydelig Be