HaandværkerforeningenKøbenhavn

raade forsøgtes der Tilbagetog, men Haandværkerstandens

Følelse af dens egen Betydning var imidlertid voxet saa

meget, og Tidsbegivenhederne kom den saa mægtigt til

Hjælp, at de Forsøg, som blev gjorte paa at skrue den til

bage, fuldstændig forfejlede deres Virkning. Det ejendomme

ligste af disse var vel Plakaten af 23de Oktober 1835, der

efter tysk Forbillede forbød de i Danmark hjemmehørende

Haandværkssvende paa deres Vandringer at besøge eller op

holde sig i de Lande, „hvor Associationer og Forsamlinger

af Haandværkssvende taaltes“ . De Personer, som stod i

Familieforhold til danske Haandværkssvende, der opholdt

sig paa saadanne Steder, opfordredes endog ’til at kalde disse

tilbage. Og som Straf for dem, der overtraadte Forbudet,

fastsattes der, at de først et Aar efter deres Tilbagekomst

kunde stedes til at vinde Borgerskab, ligesom der ogsaa

blev paalagt Politiøvrighederne „den største Aarvaagenhed“

mod de fra saadanne Lande tilbagevendende Haandværks

svende. Tidligere vilde Haandværkerne vel have bøjet

Hovedet i Underdanighed under et saadant Forbud. Hu var

det anderledes. Der indgaves endog til Stænderforsamlingen

to Andragender i den Anledning. Det ene var fra For

samlingens Medlem, Mekanikus

Gamst

, det andet, der ind

bragtes ved

Algreen Ussing

, var underskrevet af 1036 kjøben-

havnske Haandværkssvende, nemlig 288 Snedkersvende, 185

Skræddersvende, 80 Malersvende, 72 Bundtmagersvende, 124

Skomagersvende, 72 Guldsmedesvende, 55 Grovsmedesvende,

98 Klejnsmedesvende, 26 Kobbersmedesvende og 36 Bliken-

slagersvende. Der blev i Andragendet gjort gjældende, at

Plakaten hvilede paa „en krænkende og ufortjent Mistillid

til den danske Haandværkerstand“, og under Forhandlingerne

- 11 -