21 / 198
- 14 -
Personligheder i denne sidste traadte senere ind i Haand-
værkerforeningen. Først efterhaanden klaredes Anskuel
serne, og en ny Fordeling efter disse fandt da Sted.
Spørgsmaalet om Lavenes Bestaaen eller Ophævelse laa
imidlertid stadig paa Bunden af Diskussionen i disse For
eninger. Man vovede sig ikke ret til at tale om selve
Næringsfriheden, og da Ordet en enkelt Gang kom frem,
vakte det strax saa stærkt Anstød, »at man advarede mod
at tro, Kjøbenhavns Borgere skulde være en Kalkun, der
bliver tummelumsk i Hovedet, saasnart man viser den en
rød Klud“ . Ogsaa
Orla Lehmann,
der spillede en frem
trædende Rolle i Industriforeningen, værgede sig paa dette
Tidspunkt mod, at han skulde ville absolut Næringsfrihed.
„Fuldkommen Ophævelse af Lavsvæsenet“ — skriver han 1840
i
Fædrelandet
— „vil næppe Nogen; en til Tiden svarende
Reform i samme, hvorved de Ulemper for de Næringsdrivende,
om hvilke Erfaringen noksom maa have oplyst dem, blive
afhjulpne, ønsker vistnok Flertallet i det Mindste af de
Næringsdrivende“ . Anledning til denne Udtalelse er en Til
dragelse, som netop da var indtruffen, og som kan tjene til
Exempel paa, hvor varsomt man maatte gaa frem.
„De næringsdrivende Borgere“ i Kjøbenhavn havde i
1840 — altsaa samme Aar, som Haandværkerforeningen i Kjø
benhavn blev stiftet — besluttet at indgive en Lykønsknings
adresse til Kong Kristian den Ottende i Anledning af hans
Tronbestigelse. Paa et Møde valgtes der en Deputation,
bestaaende af Jernstøber
P. F. Lunde,
Naalemager
Hjorth
sen.,
Silke- og Klædehandler
H. P. Hansen,
Hofguldsmed
J. B.
Balhoff
og Dekupør
H. P. Frederiksen
, til at affatte en
saadan Adresse. I denne hed det da: „De liberale Grund-