19 / 198
- 1 2 -
i Stænderforsamlingen blev det udtalt, at Haandværker-
standen kunde stille „denne ældgamle Vandringsret ved
Siden af Videnskabsmandens og Kunstnerens Eet til at
øse af de Kilder for Viden og Kunst, Udlandet tilbyder“ .
Forsamlingen besluttede dog med 36 mod 29 Stemmer ikke
at indgive nogen Petition i denne Sag, og Plakaten, hvis
Hensigt — som
A. S. Ørsted
oplyste — var at yde Sikring
mod „de Revolutionæres Korruptionsforsøg“, blev heller ikke
taget tilbage. Den fik dog ingen Virkning. Haandværkerne
satte sig ganske simpelt ud over den.
Paa dette Tidspunkt traadte imidlertid en anden Faktor
i Forgrunden. Det var den politiske Bevægelse. Den greb
ogsaa Haandværkerne og paavirkedes til Gjengjæld af dem.
Ikke faa intelligente unge danske Haandværkere vendte
netop da hjem fra Paris, hvor de — til Trods for Forbudet —
havdé opholdt sig og vare bievne politisk paavirkede. De
mødtes med de hjemligeFrihedsmænd, og en betydelig og inter
essant Foreningsbevægelse udviklede sig af denne gjensidige
Paavirkning. Den tog sin Begyndelse med
Læseforeningen
, der
stiftedes i 1836 i den Hensigt at være et Samlingssted for
de ovennævnte Mænd, men med det officielle og mere be
skedne Formaal at „aabne Adgang til almennyttig og al
meninteressant Læsning for alle Stænder, men især for den
næringsdrivende Borger“ . Rækken fortsattes i 1838 af
Industriforeningen i Kjøbenhavn
og i 1840 af
Haandværker-
foreningen i Kjøbenhavn,
og den sluttedes i 1847 af den
udpræget politiske Forening:
Raandværkerdannelsesforeningen.
Det er som en hel Slagorden, hvori der her rykkes frem,
og under Tidens Gjæring kom den venstre Fløj naturlig til
at spille Hovedrollen, men da Bevægelsen lagde sig, svandt