73 / 311
71
dende, at n a a r h an først havde udstaaet sin S traf for
den Fo rseelse, h an havde begaaet som akadem isk
Borger, »turde h an ej ved at tvile, at Professorerne
jo gerne samm e han s Opsigelse accep terede«38). Chri
sten R anders h a r da fo rtrud t det, for endnu i 1655
ses h an at være A lumne paa Kollegiet. I 1654 g jorde
h an sig bemæ rket paa lignende Maade som ovenfor
om ta lt; h an slog og in ju rie rede velbyrdig Hr. Krags
T jener, v a r noget »ufin« m od Rek to r i hans Hus, og
da h an om Natten v a r bleven ført til Raadhuskæ l-
deren af Vagtmesteren, havde h an trak te re t denne
med Ukvem sord. P ro fesso rerne tog dog m ildt paa
ham »efterdi de fo rnam , at Christen Randers, som
en læ rd Karl, synes at væ re i Hovedet ikke som han
bu rde og alle ø n sk te« 89). Christen Randers søgte
endog i 1655, da hans A lumnetid va r udløben , at faa
T illadelse til alligevel at blive paa Kollegiet, men
mød te naturligvis Afslag90).
Over for Inspek to re rnes Bedrifter blegner de me
nige A lumners, som Claus F riis’, de r kom hjem etter
Lukketid , »og da h an var d rukken , befol Inspector,
at h an skulde sove til om Morgenen. Lidet deretter
kom han for In spec ton s Dør igen at ville være ude.
Men som Inspecto r ikke vilde lade h ann em ud, steg
h an over Muren og a tter siden kom ind over Muren
igen«. Men da Claus F riis hævdede, »at han havde
det ikke g jo rt af nogen Ondskab, m en i sin D rukken
skab«, og fordi han efter Inspek tors Sigende ellers
plejede at holde sig vel, »blev h an ikkun m u lk teret
til Universitetet for 3 Speciedaler« — m en skulde det
gentages, skulde denne Sag »staa hann em ovenfor, og
da skulde h an excluderes«91). E t lignende Tilfælde
fo rekomm e r i 1628, da »Petrus Christierni, Inspector