104 / 304
Lidt bedre Besked ved man om de paa Rügen tagne Trofæer,
som i 1718 førtes til København. Efter at Kongen af Prøjsen
havde faaet sin Part af Byttet, oversendte Kommitteret Ahren-
skjold til Tøjhuset: et Par holstenske Kobberpauker, tre holsten
ske Standarter og fyrretyve svenske og holstenske Faner samt
fem Officersespontons.
Paa den anden Side begyndte man i 1721, da Krigen var slut
tet, at rydde op i Beholdningerne af gamle og „udygtige“ Sager.
Selv om saadanne Udrensninger naturligvis er nødvendige, er der
desværre paa denne Maade gaaet adskilligt tabt, som nu vilde
have været af uhyre Værdi for Kendskabet til Datidens Bevæb
ning og Udrustning. Der bortsolgtes ved denne Lejlighed ikke
mindre end 1800 svenske 12-lødige Flintelaasgeværer, der var
blevet erobret ved Wismar og Marstrand, samt Læderkøllerter
og „stive Støvler“, som vort eget Rytteri havde været udrustet
med i det foregaaende Aarhundrede. Ogsaa en Række gamle
Inventioner (Opfindelser) rydde
des væk, saa at vi nu til Dags
ved temmelig lidt om, hvilke
Tanker til Vaabenes Forbedrin
ger, der gærede i Opfindernes
Hjerner i 1600’erne, medens vi
er en Del bedre underrettet, hvad
det næste Aarhundrede angaar,
navnlig paa Artilleriets Omraa-
der, hvorfra en Række Inventioner
til „gesvindtskydende“ Kanoner
har faaet Plads i den historiske
Vaabensamling og viser de mange
interessante Forsøg, der gjordes
bl. a. med at skabe Baglademeka-
nismer (se Billedet Side 366).
Grev Saint Germains gennem
gribende Omordning af den dan
ske Hær satte sig naturligvis
stærke Spor i Artilleriet og der
med ogsaa paa Tøjhuset. De tre
hidtil selvstændige Artillerikorps
— i Kongeriget, i Norge og i
Holsten — underlagdes nu en fæl
les Artillerichef. Den tekniske
Virksomhed havde ofte tidligere
haft et ret tilfældigt Præg, baade
hvad Kanonstøbningen og La
vetbygningen angik. Nu lagdes
denne Virksomhed ind under den
fælles Artillerichef, og navnlig
General Huth, der overtog Chef
stillingen i 1771, indlagde sig stor
l ot' ”Fø1 °g Kl.1CV
*
6
Dør i Staldmestergaardcns
Fortjeneste ved at gennemføre,
at alt Artillerimateriel udførtes efter de af ham approberede
Tegninger.
Det følger af sig selv, at Tøjhuset derved blev Central for hele
Landartilleriets tekniske Virksomhed og tillige Hovedoplagsstedet
for hele Hærens Krigsforraad. Den tekniske Centralisering paa
dette Sted kendtes jo allerede i Christian IV’s Tid, men der var
nu sket den betydelige Forandring, at det nu udelukkende var
Hæ ren s Materiel det drejede sig om. Selve Landartilleriets tek
niske Tjeneste blev lagt under tre Stabsofficerer, Provincialkom-
missærerne, der stod direkte under Artillerichefen. Kanonerne og
Artillerimateriellet fremstilledes paa Frederiksværk, Haandvaab-
nene paa Hammermøllen ved Kronborg.
Naturligvis maatte der ved selve Tøjhuset være en Række
Værksteder: Smedier, Tømrer-, Hjulmager- og Malerværksteder,
foruden selvfølgelig omfattende Bøssemagerværksteder. Det paa
tænktes da ogsaa nu at opføre en Værkstedsbygning i tre Etager
paa Blikhusets Plads, altsaa mellem Bryghuset og Tøjhusets syd
lige Ende. Dette opgav man imidlertid og ombyggede i Stedet
for den ældre Værkstedsbygning i lange Tøjhusgaard. Den blev
49 Meter lang og 13 Meter bred, opførtes i to Stokværk, og over
Hovedindgangen sattes en Frontespice med Christian VII’s kro
nede Navneciffer, omgivet af Krigsattributer, samt Aarstallet 1769
(Billederne Side 368 og 369).
Hvor stærkt Artilleriet i disse Aar forøgedes, kan blandt andet
ses af, at Størsteparten af Kanonerne nu anbragtes i lange Tøj-
husgaard, hvor de blev lagt paa Strøer, ofte i baade to og tre
Lag oven paa hinanden. Det maa dog bemærkes, at man sam
tidig havde rømmet Felttøjhuset under Det kongelige Bibliotek
til Fordel for Pontonekvipagen. Alt hvad der hed Køretøjer og
Affutager maatte jo bringes under Tag, og alt hvad der blot
kunde bringes til Vejrs, blev magasineret paa Tøjhusets Lofter,
medens Resten kørtes ind i det hvælvede Underrum eller i Træ
magasinet Syd for Blikhuset, som opfyldte sin Bestemmelse et
godt Stykke ind i 1800erne. Beholdningen af Kugler lagdes i
store Stabler i det smalle Gaardrum mellem Tøjhuset og det
gamle Pontonhus, K u g le g a a r d e n .
Hvor fortvivlende Forholdene havde været, før Søværnet bragtes
til at forlade Tøjhusets Grund, ses bedst af, at end ikke Enebe
siddelsen af alle Bygningerne var tilstrækkelig til at skaffe Rum for
alle Landartilleriets Beholdninger. Allerede i 1766 maatte man paa
Laboratoriepladsen paa Christianshavn begynde Opførelsen af en
Bygning til Magasinering af La
vetter og Vogne. Det blev et
ganske imponerende Hus paa 161
Meters Længde og i to Etager.
Senere hen blev denne Bygnings
Underrum benyttet som Eksercer-
og Gymnastiklokale for Artille
riet, medens der i Etagen oven
over indrettedes Magasiner for
Laboratoriets brandfarlige Pro
dukter.
Det var sikkert ogsaa dette
Jag efter at skaffe Plads, der be
virkede, at Saint Germain faldt
over det oldenborgske Rustkam
mer, der hidtil havde sovet Torne
rosesøvn i Rustkammersalen.
Selv om man ved, at det var
Oberst Lehman, der indledede
Aktionen for at faa Fællesska
bet med Søetaten endelig hævet,
udpeges Saint Germain som
den, der personlig indledede de
Skridt, der blev gjort for at faa
det gamle oldenborgske Rust
kammer fjernet fra Rustkam
mersalen.
Der har altid været Mennesker,
der i saadanne Samlinger ikke
har kunnet se andet end noget
„gammelt Skidt“, der blot fylder
op, og i dette Tilfælde oven i
Købet ikke kunde bruges til at
forsvare Landet med! Men paa
den anden Side var netop Rustkammersalen det eneste Sted
paa hele Tøjhuset, hvor der ikke var overfyldt, og særlig stor
Plads optog Samlingen heller ikke, da den jo ikke var udstillet,
men kun opstillet i Magasin. Ogsaa det tætpakkede Underrum
maatte jo afgive Plads for „historiske“ Kanoner, som ikke var
Krigspjecer!
Samtidig med det oldenborgske Rustkammer havde Christian V
nemlig ogsaa ladet hjemføre fra Grevskabet en Række Kanoner,
hvoraf ganske vist de fleste paa hans Tid endnu var gængse
Krigspjecer; men der var andre, der mere var en Øjets Lyst end
skabt til Krigsbrug. Der tænkes her paa K a n o n e rn e med d et
o ld e n b o r g s k e S tam træ . Disse havde Christian IV i 1633 ladet
sin københavnske Stykkestøber Felix Fuchs fremstille som Gave
til Grev Anton Giinther af Oldenborg (Billedet Side 370).
Hvem der har givet Tegningen til deres Udsmykning, og hvem
der har udarbejdet den omfattende Stamtavle og sat dens An
bringelse paa Kanonerne i System, vides ikke; men endnu den
Dag i Dag, naar de Besøgende træder ind i den historiske Vaaben-
samlings Kanonafdeling, er det første deres Øje falder paa, disse
Pragtværker af Støbekunst.
De ligger i de oprindelige høje Lavetter, som tydeligt viser, at
de var beregnet til at være Salutkanoner. Rundt om „Druerne“
snor sig Trærødder, og op ad Kanonrøret ligger den tregrenede
Stamme, med Grene, Kviste og Blade. Paa hvert „Blad“ er ind-
slaaet med latinske Bogstaver Navn og Data for et af Slægtens
lan ge Fløj m od Tøjhusgade.
357