107 / 304
Republikken Venedig til Frederik IV, der i 1709 havde opholdt
sig i ti Uger i denne Stad. Det fortælles, at han ved denne
Lejlighed strøede i den Grad om sig med Penge, at man ansaa
ham for Fyrste over et meget stort og rigt Land, med hvem
Republikken fandt det formaalstjenligst at staa paa den bedste Fod.
Da han rejste, besluttede Raadet sig derfor til at skænke ham
en Gave til Minde om Besøget, og Valget faldt paa tre Kanoner
og en Morter, som støbtes af to overordentlig dygtige Stykke
støbere. Alle var de oprindelig lueforgyldt og bærer endnu rige
Spor deraf. De udmærker sig ved en særdeles rig Udsmykning
i højt Relief, hvoraf navnlig Kapitælerne er af en overordentlig
Skønhed. Foruden meget andet bærer de alle det fuldstændige
danske Rigsvaaben paa Baggrund af en Hermelinskaabe (Billedet
Side 370).
Det var dog kun de to Kanoner og Morteren, der blev sendt
med Skib her til Danmark. Af en eller anden Grund beholdt man
den tredie Kanon i Ve
nedig, og her stod den,
til Napoleon I aflagde en
af sine bekendte „fran
ske“Visitter, hvorfra han
elskede at hjemføre for
skellige Souvenirs. Ka
nonen fandt Naade for
hans Øjne, og den staar
den Dag i Dag foran
Invalidehotellet og for
tæller med sin latinske
Indskrift, at den er støbt
til Frederik IV af Dan
mark, de Gothers og Ven
ders Konge, som Gave fra
Venedig.
Skønt man ofte, ja lige
op til vore Dage, er faret
haardt frem selv mod de
største Pragtværker af
Metalkanoner oghar ned-
smeltet dem til andet
Brug, blev disse heldigvis
ikke Offer for den almin
delige Jagt efter Plads
til Krigsmateriellet.
Derimod havde man
altsaa set sig gal paa
det oldenborgske Rust
kammer, og i November
1765 indgik man til Kon
gen med en Anmodning
om at maatte sælge det ved Auktion; thi Kongen var jo den rette Ejer.
Frederik V havde ingen særlig Interesse for disse Vaaben og
havde maaske knap nok haft Anelse om deres Eksistens, før
man nu vilde berøve ham dem ; men den skaanselsløse Udryddelse
af Fortidsminderne maa alligevel have forekommet ham for
kraftig, idet han nemlig gav Ordre til, at en Kommission først
skulde efterse, om der dog ikke blandt disse Vaaben, der var
blevet ham betegnet som rene Møddingsobjekter, skulde findes
n o g le , der var værdige til Opbevaring.
Svaret paa denne Ordre kom i November samme Aar, og lød
paa, at der — foruden nogle allerede paa Forhaand udtagne Gevæ
rer og Pistoler — intet fandtes af ringeste Værdi, idet alle Vaaben
var ubrugelige (!) og „brøstfældige“. Over for dette opgav Kongen
sin svage Modstand og gav Tilladelse til Salget. Der blev trykt
et ganske vist noget summarisk Katalog over Samlingen (uden at
der dog blev angivet, hvorfra den stammede), og Auktionen blev
fastsat.
Imidlertid døde Frederik V, og kun en Uge efter sin Tronbesti
gelse gav Christian VII Kontraordre. Det oldenborgske Rust
kammer maatte ik k e sælges, derimod vilde det være at aflevere
paa Christiansborg Slot, hvor det skulde indgaa i det derværende
kongelige Rustkammer. Naar man betænker, at denne Samling
Geværer, som uforstaaende Mennesker vilde have tilintetgjort, nu
danner den pragtfulde Afdeling af Jagtgeværer fra 1500’erne i
den historiske Vaabensamling (se Billedet Side 351), gør man sig
sine egne Tanker om den Dømmekraft, som „praktiske“ Menne
sker viser sig i Besiddelse af, naar de lader haant om alt, hvad
der ikke har øjeblikkelig Værdi, og saadanne Mennesker findes
desværre til alle Tider.
Ved den omtalte Lejlighed træffer man for første Gang paa Nav
net D e t k o n g e lig e p a r tik u læ r e R u stk am m e r , hvis Opstaaen
og Indhold lige til dette Øjeblik ligger i det dunkle. Efterhaanden
som Arbejdet med den historiske Vaabensamling skrider frem, vil
man dog nogenlunde blive i Stand til at fastslaa, hvad dette Rust
kammer paa denne Tid indeholdt. I Øjeblikket kan det kun siges,
at Hovedbestanden var en Række pragtfulde Kaarder fra 1500’ernes
til 1600’ernes Midte.
Disse udmærker sig ved en stor Rigdom af Klinger fra Europas
fineste .Klingesmede inden for disse hundrede Aar. Navne og
Smedemærker viser, at man her staar over for saa fremragende
italienske Mestre som Caino, Piccinino og Ferrara, samt Toledo-
smede som Ayala, Sahagun’erne, Juan Martinez, Sebastian Ruiz
og Sebastian Hernandez.
Ogsaa de dygtige Klinge
smede i Solingen og Mün
chen er rigt repræsen
teret. Dertil kommer, at
Fæsterne paa disse Kaar
der er udført af de fine
ste Jernskærere og ud
viser en saadan Rigdom
af de pragtfuldeste
Renaissancemotiver og
-ideer, at de ikke staar
tilbage for andre Sam
lingers Verden over.
Men hvorledes var den
ne Samling, der rummede
over hundrede saadanne
Pragtstykker, opstaaet?
Var den dannet af en
særlig interesseret dansk
Konge, som havde skabt
sig saa rig en Repræsen
tation fra alle de bedst
kendte Klingesmede som
muligt, og havde han
gjort det af ren Sam
lerinteresse ? En flygtig
Gennemgang synes næ
sten at pege i denne
Retning, men det er
næppe holdbart. Ingen
af de danske Konger
efter Christian IV’s Tid
har lagt saadanne Interesser for Dagen; thi Frederiks IIFs og
Christian V’s almindelige Kunstkammerinteresser kan ikke siges
at have været af en saadan Art, at man kan tænke sig, at de
har haft Sans for at skabe Specialsamlinger.
Det vides, at der (i hvert Fald fra Aaret 1649) fandtes et „Rust
kammer“ og et „Kunstbøssekammer“ paa Rosenborg, hvor de op
bevaredes i to Taarnværelser. Og i 1758 overførtes der fra Rosen
borg til Christiansborg et „Kaardekammer“. Er ikke snarere
dette sidste identisk med det i 1649 omtalte Rustkammer, og er
det ikke det, der nu i 1766 i Forbindelse med Kunstbøssekamret
faar Navn af kongelig partikulært Rustkammer? Og er ikke dette
Kaardekammeropstaaet lidtefter
lidt gennem Indkøb til Kon
gernes personlige Brug? HvadAntallet angaar kan det ved før
ste Øjekast synes at være temmelig stort til denne Oprindelse.
Men naar man nu ved, at en almindelig Adelsmand o. 1550
havde en halv Snes Kaarder i sit Rustkammer, og at Christian III
i Hvælvingen paa Københavns Slot havde 15 særdeles pragtfulde
Kaarder, hvoraf flere var ham skænket af fremmede Fyrster, kan
man let se, at der ikke skulde mange Slægtled til for at skabe
en saadan Samling. De fleste Kaarder skriver sig fra Tiden mel
lem 1570 og 1630, og de to danske Konger, der regerede i denne
Tid, Frederik II og Christian IV, stod sikkert ikke tilbage for
deres Far og Farfar i denne Retning. Det maa tværtimod an
tages, at disse vor nordiske Renaisances Konger har ejet et sær
ligt stort Antal af disse Kaarder, der hørte i den Grad med til
den daglige Paaklædning, at næsten hver Dragt havde sin Kaarde.
Bygninger ved Havnens Nordside set fra Proviantgaardens Vandport, ca. 1830.
360