210 / 392
Omflakkende Liv
203
tilbage. Han havde jo i mine første Studenteraar været
Hovedskribenten for mig og gjort det dybe Indtryk paa mig,
som jeg senere med Magt havde maattet modarbejde for at
blive mig selv. Nu stod hans aandelige Indflydelse paa
dens Højde. Den først Forkætrede og længe Anfægtede
var naaet til ubetinget Anerkendelse, endog indenfor Folke
kirken, der tog ham til Indtægt, og til Forgudelse i aande-
ligt sysselsatte Krese, saa Erik Bøgh havde kunnet udgive
en Bog mod
St. Sørens-Dyrkelsen
i Danmark.
Det var mig magtpaaliggende nu at gøre mig selv og
Andre Rede for det Blivende og Forgængelige hos Dan
marks største religiøse Tænker og første Prosaist. Jeg
havde den Betingelse for Værdsættelsen af ham, at jeg en
gang helt var gaaet op i ham, saa jeg kendte ham ud og ind,
og denne anden, at jeg længst var frigjort fra hans Indflydelse.
4.
Da jeg havde holdt en Række Forelæsninger om ham
i Kjøbenhavn, besluttede jeg for første Gang at forsøge
mig som Foredragsholder udenfor Danmark og rettede
da mine Tanker paa Stockholm. Medens under min første
Optræden som Universitetstaler i 1871 — 72 den norske
Presse, forsaavidt den sysselsatte sig med mig, nærmest
havde været et Ekko af den danske, havde den svenske
vist mere Selvstændighed; et enkelt større Blad havde endog
skrevet, at man havde nedarvet Sympati for den, der kæm
pede en imod mange. Nogen levende Anerkendelse kunde
jeg vistnok ikke rose mig af i Sverig; men jeg var dér for
holdsvis meget læst, ja næst Holberg og Erik Bøgh den
danske Forfatter, som kendtes bedst. Dr. Arvid Ahnfelt,
som havde været Medarbejder i
Det nittende Aarhundrede,
tilbød velvilligt at ordne det Fornødne for mig.