213 / 392
206
Omflakkende Liv
Saa rejste Rektoren, Sahlin, sig selv og udbragte den kort
og fyndigt med den kendte Motivering: vi har en Gæst i
vor Midte.
5.
i Stockholm modtog jeg en Anmodning om ogsaa at
holde mine fire Foredrag i Kristiania; der var paa Forhaand
tegnet 200 Tilhørere, og det norske
Dagblads
Redaktion
viste sig meget ivrigt for min Sag. Redaktør Bætzmann
havde slaaet til Lyd for mig, og en af hans unge Med
arbejdere, Olaf Thommessen (den senere Redaktør af
dens Gang)
kom mig som Bladets Sendebud i Møde paa Lille
hammer Station. Ham kendte jeg en Smule, fordi han alle
rede i Marts 1872 havde sendt mig et Digt paa en halv
Snes Strofer til min Ære. Da han aldrig i sit Liv har
offentliggjort Vers, kan det maaske more nogen at se den
første Strofe deraf:
Nu al den Kraft, som Vinterkulden stivnede,
er vakt til Liv paa Vaarens milde Bud
og alle Længslens Fuglesange livnede
og alle Haabets Roser sprungne ud;
thi nu jeg har et Maal i Verden fundet,
skønt end jeg staar af mangen Hindring bundet.
Han viste mig stor Hengivenhed og forblev min Ven
for Livet. Vi modtoges med den forbausende Efterretning,
at Konsistorium paa indgiven Ansøgning havde negtet mig
et Universitetsauditorium at tale i. Da jeg var dansk Doctor
philosophiæ og altsaa havde Ret til en Høresal i det danske
Universitet, hvad det heller aldrig var faldet nogen Mod
stander af mig ind at bestride, da denne Ret dernæst altid
havde været betragtet som gældende i ethvert nordisk Uni
versitet, var Afslaget ikke blot en Krænkelse af mig personligt,