219 / 392
212
Omflakkende Liv
af den Godhed at afryste dette T ryk? Der var intet andet
for. Man fik tage Initiativet og gøre, som det store Dyr
gør, naar det plages af mange smaa Dyr: det ryster
Plagerne af sig. Taleren maatte opfordre den norske Løve
til at gøre dette Experiment. Han vilde her bede om ikke
at blive misforstaaet. Det glædede Taleren at se saa mange
ældre Mænd i Forsamlingen; det vilde bedrøvet ham kun at
se unge Ansigter omkring sig.
Han skulde forklare af
hvad Grund. Det var ikke sjældent, han modtog Breve fra
unge Mænd heroppe, der ønskede at berige hans Tidsskrift
med Bidrag, der for en stor Del bestod af umodne Angreb
paa Kirke og Gejstlighed. Naar Brevskriveren rigtig havde
talt fra Leveren, kom han tilsidst med en indstændig Bøn
til Udgiveren om endelig at fortie hans Navn. Taleren
havde altid hørt de Norske omtale som modige og ufor
færdede; dette forekom ham ikke at være Tilfældet med de
unge Mænd, hvormed han saaledes var kommen i Berøring.
Taleren vilde alvorlig advare de tilstedeværende Unge mod
hin Art Tyveaars Radikalisme, fordi den gerne følges af
Konservatisme i Trediverne, og Taleren kendte ikke no
gen sørgeligere Race end Højkonservative, der havde været
blodrøde i sit tyvende Aar. Taleren mente, at hine unge
Mænd manglede det rette Syn paa Forholdene; de skulde
hellere vente med at udtale sig offentlig, indtil de kunde
være sine Anskuelser bekendt og staa ved sin Overbevis
ning. Taleren vilde da sige: I tilhører et Land, som er i
Besiddelse af en forholdsvis stor politisk Frihed, og dog har
I en Bestemmelse i Eders Grundlov som dens Paragraf 92,
at ingen Mand kan opnaa noget Embede i Norge, medmindre
han tilhører den norske Statskirke, og dog er der liden Ud
sigt til, at I i en nogenlunde nær Fremtid kan opnaa blot en
Institution som borgerligt Ægteskab. Men det afhænger af
Eders eget personlige Initiativ, om disse Reformer overhovedet