225 / 392
218
Omflakkende Liv
Paludan-Müller og samtidigt rette Korrekturerne paa de to
Bøger
Søren Kierkegaard
og
Danske Digtere
, der udkom efter
Vinterens Slutning. I Forordet til den sidste Bog, der inde
holdt de mest anerkendende Karakteristiker af Carsten
Hauch, Ludvig Bødtcher, Christian Winther og Fr. Paludan
Müller, havde jeg med Benyttelse af et Udtryk, hentet fra
David Strauss, udtalt det Haab, at denne ene Bog maaske
af Pressen kunde blive opfattet som
fredelige Blade.
Men
nej!
Dagbladet
protesterede straks mod Benævnelsen: jeg
var den samme, hvad jeg saa skrev om. Modtagelsen var
saa ugunstig, at dette Skrift, som iøvrigt det andet om Kierke
gaard, i 23 Aar ikke blev udsolgt i et eneste Oplag, før det
optoges i mine
Samlede Skrifter.
Paa dette Tidspunkt blev jeg Genstand for et ærekræn
kende Overfald af Carl Ploug. Januarheftet af
Det nittende
A århundrede
havde bragt tre Breve fra Søren Kierkegaard
til en Dame, der betegnedes som Fru I. T. og i Brevene
benævntes hans Kusine. Det var dialektiske Variationer
over ganske smaa Motiver: Hvorfor han heller sendte et
Brev end gjorde et Besøg, eller Hvor tidt han skrev et Brev
og undlod at sende det af, eller Hvilken Trøst en Spøg kunde
være under legemlige Smerter og Genvordigheder, eller
Hvor gerne han blæste hele Verden et Stykke, men hvor
nødigt han gjorde Uret mod et lille Barn, var Uretten end
lille bitte, som at gaa saa rask med dets Moder, at det daar-
ligt kunde følge med — og derfor sendtes en Æske Legetøj.
Det var det Hele. Brevene var bievne mig tilsendte
af en af Tidsskriftets Medarbejdere, en Artilleriløjtnant Au
gust Wolff, der interesserede sig for kinesisk Literatur, men
iøvrigt var en stor Dyrker af Kierkegaard. I sit Brev bad
han om at maatte fortie Modtagerindens Navn for Redak
tionen, medens han iøvrigt indestod for Brevenes Autencitet.
Der opdukkede hos mig ikke nogen Tvivl om at han hand