220 / 392
Omflakkende Liv
213
skal komme, og naar de skal komme. Taleren maatte ind
stændig lægge Forsamlingen paa Hjerte, at al Frigørelse
maatte begynde i Individet selv. Naar dette var sket, naar
en Mand paa denne Maade havde tilegnet sig en Sandhed,
— da vilde denne Sandhed brænde ham som en Glød paa
Tungen, han
maatte
udtale den, arbejde for den, og sætte alle
Hensyn tilside. Og til at gøre dette var Tiden altid bekvem;
Udsættelse var her hverken nødvendig eller tilladelig. I det
Bifald, hvormed Taleren var bleven modtaget, turde han
maaske se en Indbydelse til at optage Kampen ogsaa her
oppe. Taleren havde brændt sine Fingre før, og han var
ikke bange for at gøre det engang til; men han troede dog,
at det af flere Grunde var bedst, om man saa smaat prøvede
paa selv at rage sine Kastanier ud af Ilden, — man kunde
jo benytte en forsvarlig Ildrager dertil! En saadan Stilstand,
som den, der her raadede i Forholdet mellem Videnskab og
Religion, var meget dyrekjøbt; der var Intet, som elektri
serede Tanken, der var ingen alvorlig, omfattende og moden
Debat om de aandelige Spørgsmaal. Og en saadan var det,
Taleren ønskede, og som man behøvede; den alene kunde
føre til Kirkens Adskillelse fra Staten og til fuldstændig
Religionsfrihed, saa enhver Mand kunde leve som en agtet
Borger i Samfundet og indehave hvilket Embede som helst
uden at være bunden ved nogen bestemt Troesbekendelse.
Taleren vilde takke for den Anledning, der var bragt ham
til at udbringe et Leve for den aandelige Frihed i Norge!“
Jeg havde Indtrykket af at have vundet Jordsmon for
min Sag paa norsk Grund, langt anderledes end i Sverig.
Her forstod man hvert Ord, jeg sagde, og her var i Sindene
en stærkere Fremfærd.