226 / 392
Omflakkende Liv
219
lede paa Modtagerindens Vegne, ligesom han jo umuligt
uden hendes Vilje kunde være kommet i Besiddelse af sin
Afskrift.
Ploug, som fra Damen erfor, at hendes Samtykke til
Offenliggørelsen ikke var erhvervet, mente Lejligheden kom
met til et fældende Slag. Han udtalte sin Forundring over,
at hine Breve var optagne i et Maanedskrift, „hvis Tendens
var Søren Kierkegaards aldeles modsat“, erklærede, at det
ikke fa ld t nogen hæderlig Mand
ind at offenliggøre slige
Papirer uden Ejerens Samtykke og spurgte mig, „hvorfor
jeg ikke havde
handlet som Mand a f Æ re“.
Da jeg i den Anledning anlagde Sag mod
Fædrelandets
Udgiver, gentog han Injurien i sin Meddelelse derom til
Publikum, skønt han i Mellemtiden var bleven fuldt oplyst
om den hele Sammenhæng.
Hvor stærkt denne Sag optog mig, viser den følgende
Redegørelse, jeg afgav som Indlæg i Processen, men som
ikke før er bleven trykt, da jeg ikke havde noget Organ til
min Raadighed, eftersom mit Tidsskrift netop da gik ind.
Det er det eneste juridiske Aktstykke, jeg har skrevet.
10
.
„Det forekommer mig, at Diskussionen mellem min Sag
fører og Modparten er tilbøjelig til at skeje vel stærkt ud
fra det fundamentale og afgørende Spørgsmaal. Spørgs-
maalet er jo aldeles ikke det, om jeg som Udgiver af
Det
nittende Aarhundrede
har begaaet en Uforsigtighed eller
ikke, men om Hr. Ploug har havt nogensomhelst Ret til at
spørge mig, hvorfor jeg ikke har handlet som en Mand af
Ære. Dette Spørgsmaal er jo fremdeles ikke et simpelt
Spørgsmaal. Det indeholder to Ting: en Paastand, at jeg
har handlet æreløst — og et Spørgsmaal om mine Bevæg