227 / 392
220
Omflakkende Liv
grunde dertil; Paastanden er æreskændende og Spørgsmaalet
en mig offenlig tilføjet Forhaanelse.
Hvormed forsvarer nu Hr. Ploug sin Ret til at bruge
slige Udtryk? Dermed, at den Handling, jeg sagligt har
begaaet, den abstrakte Handling, Handlingen i og for sig
uden Hensyn til dens Bevæggrunde, skal kunne betegnes
som en i og for sig æreløs Handling.
Dette Forsvar er intet Forsvar. Thi Begrebet Ære og
de deraf afledede Begreber ærefuld, æreløs osv. er, som
det godtgøres i enhver videnskabelig Psykologi og som Sprog
brug viser, Begreber, der netop angaar Handlingens Forhold
til det handlende Jeg. (Selv den tilsyneladende hæsligste
Handling som f. Eks. den, ved et pludseligt Overfald at rive
Klæderne af en fremmed Dame, er ikke i og for sig æreløs;
den kan være meget ærefuld, hvis hendes Dragt staar i lys
Lue). Og saa meget er vist, at Spørgsmaalet ikke opklares,
men fordunkles, naar man borttager det brugte Udtryk
„Mand af
Æ re“
og erstatter det med et uoversætteligt en
gelsk Ord, der ikke svarer til det, nemlig
gentlemanlike.
Ikke et Forsvar, men en Slags Undskyldning vilde
kunne søges for Hr. Ploug, hvis Tilfældet var et saadant,
at kun vanærende Motiver til min Handling lod sig tænke.
Men Muligheden for, at jeg havde handlet i god Tro og var
bleven ført bag Lyset, var saa nærliggende, at den kun be
høver at berøres, saa meget mere som det ikke lod sig se,
hvad optænkelig Fordel jeg kunde have af her at begaa en
„uhæderlig“ Handling.
Dog, Hr. Ploug har jo udfundet en saadan Fordel.
„Enhver Læser af
Det nittende Aarhundrede,
siger han,
maatte antage, at S. K.s Kusine, Fru Julie Thomsen,
selv
havde tilstillet Tidsskriftets Udgivere sine uden nogensom
helst Bemærkning optagne Breve af Henrykkelse over Dr.
Brandes’ nylig i Kjøbenhavn, Stockholm og Kristiania holdte