229 / 392
222
Omflakkende Liv
Kendetegn paa dens Ophavsmands underordnede Dannelses
trin. Han giver sig neppe Tid til at læse, endnu mindre
til at forstaa det Læste, før han er færdig med en frem
fusende Dom. Langt fra at „paadigte“ Kierkegaards Fader
en Brøde, har jeg i mit Skrift kun fortolket de talrige Ud
talelser om dette Punkt, som forekom i de paa Biskop
Kierkegaards Foranstaltning udgivne efterladte Kierkegaardske
Papirer, og jeg har ikke draget nogen Slutning, som ikke
den tænkende Læser og Kender af alle S. Kierkegaards øv
rige Skrifter med Nødvendighed maatte føres til.
En Adkomst af hvilkensomhelst Art til at stemple Bre
venes Offenliggørelse som sket er, vilde Hr. Ploug endelig
kun have i det Tilfælde, at han var min beskikkede Dom
mer, der skulde og maatte fælde min Dom, selv om han
udsatte sig for senere at maatte tilbagekalde eller ændre
Dommen. Men, som Enhver véd, var Hr. Ploug som Dom
mer selvbeskikket. Der var Ingen, som havde givet ham
det Hverv at forsyne sin Paa-ankning af den skete Offen
liggørelse med ærerørige Udfald.
Han gjorde det uden Opfordring. Det
Poscimur,
han
fulgte, var et rent indre, Lysten og Viljen til at injuriere
mig. Han har i mange Aar havt og fulgt denne Lyst. Han
har gennem sit Blad, saavidt hans ringe Kundskabsforraad
muliggjorde ham det, i en Række af Aar overfuset mig med
personlige Angreb og Beskyldninger, der vilde have været
mere farlige end de var, hvis de ikke i Regelen havde rø
bet lige saa stor Uvidenhed som redelig Vilje til at skade.
Da jeg f. Eks. for et Par Aar siden havde oversat nogle
Fortællinger af Schweizerforfatteren Gottfried Keller, nøjedes
Hr. Ploug ikke med at stemple denne i Tyskland og Schweiz
lige hædrede Digter paa en uhøvisk Maade, men han optog,
i sin Iver for at sige mig noget ret Krænkende, fra et andet
Blad den taabelige Beskyldning imod mig, at jeg havde løjet