230 / 392
Omflakkende Liv
223
i mit Udsagn om at have erhvervet Digterens Minde til min
Oversættelse, da han, som et Konversationsleksikon udviste,
var død allerede for mange Aar siden. At Hr. Ploug efter
at være oplyst om den Uvidenhed, der laa til Grund for
hans Beskyldning, ikke gjorde nogen Undskyldning for det
Skete, er det overflødigt at udtale.
Jeg har ligefuldt aldrig, selv naar der for Andre syntes
at kunne være Anledning dertil, stævnet Hr. Ploug til ret
ligt Ansvar. Jeg var fast bestemt paa, saa længe Angrebene
nogenledes holdt sig paa de literære Enemærker, at lade
mig beskylde for Hvadsomhelst uden at kræve noget Regn
skab, men anderledes er det, naar Fornærmelsen gaar helt
ud over det literære og ind paa det borgerlige Omraade.
Denne Gang tog Hr. Ploug ikke tiltakke med at nedsætte
min literære Virksomhed, han snakkede om min
Ære.
Og
vistnok var det, han om den bemærkede, lidet vægtigt, men
min
Ære
skal han ikke røre ved, min
Ære
taaler jeg ikke, at
Fædrelandet
forgriber sig paa, min
Ære
vil jeg ikke have
besudlet af Hr. Plougs Fingre. Hr. Ploug er en gammel
Mand, og dette stemmer til Overbærenhed med ham; men
naar en gammel Mand handler saa ubesindigt som en ung
Spirrevip, saa bør han straffes derfor, og derfor er det, jeg
har afslaaet ethvert Forlig med Hr. Ploug.
Og selv „ubesindigt“ er for mildt et Ord. Thi han
havde den bestemte
Vilje
til at injuriere. Var det ikke alle
rede godtgjort ved Alt, hvad jeg har anført, saa er det
bevist
ved hans Gentagelse af Injurien, da han nødtvungen optog
min Meddelelse om Sags Anlæg.
Hr. Ploug var i Mellemtiden oplyst om Sagens Sam
menhæng. Han negter det ikke. Han negter ikke heller,
at hans Anskuelse om min Handlemaade var derved væsen
ligt forandret. Men han negtede at optage Hr. Wolffs Er
klæring, der fuldstændigt vilde have oplyst de Læsere, der