232 / 392
Omflakkende Liv
225
Omstændigheder havde han Hjemmel for at handle, som
han gjorde.
Modparten finder det Forlangende „naivt“, at Hr. Ploug,
da han optrykte Injurien, skulde indrømme, at han nu var
bekendt med Sagens Sammenhæng; men dette viser kun,
hvor forskellige Begreberne om Ære er hos ham og hos
mig. Thi hvis jeg var bleven oplyst om, at jeg uden til
strækkelig Føje havde gjort mig skyldig i et Angreb paa en
Mand — og her maa det betones, at selv Hr. Ploug ind
rømmer, der kun foreligger en Uforsigtighed, intet Ære
løst — saa vilde det efter mine Begreber om Ære være
ligefrem
Pligt
snarest muligt at bringe Sagens Sammenhæng
til Publikums Kundskab.
Saa meget om Grundspørgsmaalet. Men da allerede
det andet, underordnede Spørgsmaal er bleven draget frem,
om jeg har gjort mig skyldig i en Uforsigtighed, saa maa
den Bemærkning være mig tilladt: Alt hvad Hr. Ploug
fortæller om, at en Redaktør ikke kan slippe for Ansvar,
fordi han har en Indsender at beraabe sig paa, og om hans
egne bitre Erfaringer i saa Henseende, røber meget ringe
Skarphed i Tanken. Thi her er slet ikke Tale om Ansvar.
Spørgsmaalet er ikke juridisk, men moralsk. Her er ikke
Tale om Ansvar for Brevenes Indhold, men for Brevenes
Offenliggørelse, og det maa Brevenes Indsender bære. En
Anmodning om Optagelse, forsynet med Navns Underskrift
af en Person, der ved Embedsstilling og Dannelsestrin frem
bød Garantier, maatte af Redaktionen anses for tilstrækkeligt
Kautel. Indsenderen beder i sit Brev om at maatte fortie
Modtagerindens Navn for Redaktionen, medens han forøvrigt
indestaar for Brevenes Autencitet. Det var saa at sige
umuligt at antage Andet end at hun — hvem jeg antog var
en nær Slægtning af Indsenderen — havde bedet ham tie
med sit Navn. Og det var, .som jeg alt offentligt har
Georg Brandes: Levned. II.
15