234 / 392
Omflakkende Liv
227
som Officer i Artilleriet, har jeg til min Beroligelse af et
Brev fra Hr. Wolff til Redaktionen af
Det nittende Aar-
hundrede
set, at hans militære Løbebane er afsluttet; men
jeg kunde ikke, for at skaane Tredjemand for en yderst
fjern Fare, finde mig i at lade min Ære beklikke. Jeg stoler
paa, at Dommerne vil give mig den Oprejsning, hvorpaa jeg
mener at have Krav.“
11
.
Ved Landsoverretten i Kjøbenhavn blev Plougs ære
rørige Ytringer om mig erklærede for døde og magtesløse,
Han blev idømt en Bøde af 400 Kroner foruden Sagens
Omkostninger. Ploug, hvis Stilling i Danmark da nøje sva
rede til Katkofs samtidige i Rusland, skældte i en Artikel
sine Dommere Huden fuld, og appellerede Sagen. Højesteret,
der politisk og socialt stod ham nærmere, nedsatte Bøden
til en Fjerdedel.
Kort efter at jeg havde anlagt Sagen, hændte den føl
gende lille Begivenhed, der forøgede min Menneskekundskab.
En Dag, da jeg gik ned ad Gaden med Artilleriløjtnant
WolfF, sagde jeg til ham: Det er et Held for mig, at De
er den Mand, De er; thi skulde jeg, mod Deres Benegtelse,
for Retten bevise, at jeg har de Kierkegaardske Breve fra
Dem, var jeg ilde stillet; ved et besynderligt Tilfælde er
nemlig det Brev, De i sin Tid sendte mig, forsvundet for
mig. — Løjtnanten studsede, saa et Øjeblik frem for sig,
sagde derpaa ligesom adspredt: Jeg forstod Dem vist ikke
rigtigt, om hvilket Brev taler De? jeg for min Del har
aldrig sendt Dem noget Brev. — Jeg betragtede ham et
Øjeblik i højeste Forbavselse, hvorpaa han hastigt tog Afsked.
Faa Dage efter fandt jeg hans Brev mellem nogle af
mine Haandskrifter, hvori det havde forputtet sig. Det blev
derefter fremlagt i Retten.
15
*