240 / 392
Omflakkende Liv
233
mest afhang af dem. Foreslog Ministeriet Kejseren min
Ansættelse indrømmende, at Fakultetet ikke ønskede den,
saa vilde en saadan Bestalling i bedste Tilfælde komme
til at ligge meget længe, inden Kejseren underskrev den,
og jeg fik da ikke Svar inden 15. Juni, som det var blevet
mig lovet. Aarsagen, hvorfor Ministrene gerne foreslog frem
mede Videnskabsmænd til Professorer, var især Kejserens
Opirrelse over, at Lærerne jævnligt forlod Universitetet i
Wien, der dog var det største paa Jorden, for at gaa til et,
endog lille, Universitet i Tyskland; Ministrene vilde da gerne
vise ham, hvad Tiltrækningskraft Universitetet udøvede paa
ansete Fremmede.
Jeg maatte være forberedt paa, at Professorerne af
Skinsyge vilde forsøge, ogsaa gennem Pressen, at forhindre
min Ansættelse, og hvis jeg ligefuldt blev ansat, maatte jeg
ikke vente mig mange Tilhørere, da i Wien kun Studenter
besøgte Forelæsningerne og disse naturligvis i Regelen kun
Brødforelæsninger.
Alt dette klang jo lidet fortrøstningsfuldt. Det Eneste
deri, som var mig ligegyldigt, var den Uvilje, jeg fra Kol
legernes Side eventuelt vilde møde; jeg var saa vant til
enhver optænkelig Form af selskabelig Vrangvilje, at den
forventede umuligt kunde maale sig med hvad jeg forud
kendte.
Imidlertid fandt ogsaa Sachau, der havde tilbragt syv
Aar som Professor i Wien, det usandsynligt, at Ministeren
skulde have indladt sig saa stærkt med mig, med mindre
det var hans Hensigt at gennemføre Sagen, og han ansaa
det for utænkeligt, at han skulde møde nogen Modstand hos
sin Kollega og Ven C. v. Stremayr, som hvis Repræsentant
han havde talt.