246 / 392
Omflakkende Liv
239
19.
Medens jeg var i Rom, fik jeg Bud fra en berømt
Videnskabsmand i Neapel, at jeg paa ingen Maade maatte
forsømme at besøge ham, naar jeg ankom dertil; han var
en varm Beundrer af mine Bøger. Jeg hilste paa Manden i
hans Laboratorium og modtog en Indbydelse til med min
Frue at besøge ham en hel Dag i Portici, hvor han havde
en Sommerlejlighed i selve Slottet. Manden var en Entu
siast, en stor videnskabelig Dygtighed, men ellers en uprak
tisk Mand. Han selv var Neapolitaner, hans Hustru russisk.
Med største Iver paalagde han mig, at forlade Neapel med
første Tog, der gik halvotte om Morgenen, for at vi kunde
tilbringe Dagen uden Afkortning hos ham i den By, som
Auber’s
Den Stumme
har gjort berømt.
Det var nødvendigt at staa tidligt op, og der var akkurat
Stunder til at sluge en Kop Te, før man maatte afsted.
Men Turen var jo smuk og syntes lønnende. Ved Ankomsten
gik jeg gennem store, tomme Sale, saa et dækket, halvt af
spist Frokostbord, og glædede mig allerede til en Bid Brød,
da der med en Undskyldning for Uordenen blev givet Ordre
til at tage Alting ud. Husets unge og fornemme Frue syntes
ellers ikke nogen Fjende af Uorden, thi hendes Morgendragt
saa ud, som var der spildt en Kop Kaffe ned ad hendes
højre Bryst og en Kop Chokolade ad hendes venstre. Men
statelig og smuk var hun.
Vi samtalte, og jeg forsøgte at være underholdende;
men jeg følte mig allerede Kl. 10 ret slunken. Kl. 11 spo
rede jeg en velsignet Appetit; Kl. 12 skreg mine Tarme, og
jeg frygtede for at blive syg af Hovedpine, hvis der ikke
nu blev anrettet Frokost. Min Hustru var mindre nervøs;
men dog sulten. Ved Middagstid kunde jeg ikke længer
holde et Spørgsmaal tilbage om, paa hvad Tid de spiste
Frokost.