248 / 392
Omflakkende Liv
241
mere det samme. Det syntes mig fattigt, med Værelser
uden Møbler, og Rachela havde forladt Sorrento, var bort
rejst uvist hvorhen.
Min Velynder, der ikke havde vist sig som nogen for
synlig Mæcenas, tog med Vognen samme Aften tilbage til
Portici. Men det var ikke saa let for mig at rive mig løs
fra Sorrento. Blot det, at man for nogle Soldi fik en Gren
med et fuldt Dusin Appelsiner, var en Tiltrækning. Dog i
Sorrento svigtede Modet mig. Det ringe Honorar for de
to danske Bøger var ved at slippe op; der var intet andet
for end at tænke paa et ilsomt Tilbagetog. Et kort Besøg
i Pompeii under glødende Sol; et hastigt Farvel til Rom, et
endnu hastigere til Florents, hvor Georges Noufflard viste
mig sin sidste Velvilje, gav mig den sidste Olie — rigtignok
ved et Afskedsmaaltid, og saa derfra i uafbrudt Fart til
München.
Paul Heyse var i Tübingen for at raadspørge en Læge;
men vi tilbragte en Aften hos Henrik Ibsen, som havde
taget Ophold i Baiern, og til hvem Lykken i Skikkelse af
Ry og Indtægt havde smilet siden sidst. Hans Hus var nu
indrettet paa en større Fod; han var allerede den anerkendte
Mester, hvem mange opsøgte, særligt mange Nordmænd.
Han talte endnu saa barsk om Politikerne som før; særligt
var en vordende Storthingsmand, der havde gjort ham sit
Besøg, Genstand for hans Vrede og Spot, men han agtede
Mænd som Francis Hagerup, den senere Conseilpræsident,
hvem vi da traf hos ham.
Snart derefter var jeg paany i Danmark for at ordne
Alt til det endelige Opbrud.
20
.
I en Villa lige udenfor Kjøbenhavn, som jeg fik billigt
overladt for et Par Sommermaaneder, foretog jeg med an-
G eorg B randes: Levned. II.
16