254 / 392
Omflakkende Liv
247
naar Menigheden kun er træge Bønder?
Hvad hjælper det, han kiler paa og skynder
paa Folket for at drive det af Sted?
I Danmark kaldes
han
den største Synder,
som ikke bier og ta’r Trosset med.
Han tager ikke Trosset med. Nuvel!
Til Gengæld driver Trosset ham afsted.
Digtets Slutning var overmaade lystig. Ogsaa i Julius
Langes
Tale var trods den alvorlige Grundtone megen
munter
Skemt: „Du er et Natur-Element.
Du er overalt
Ild.
Der var imidlertid altid et stiltiende Forbehold overfor
dig. Du skulde være et Lys, et stort akademisk Lys. Man
satte vel ogsaa Pris paa Ildens varmende Egenskaber, navnlig
for saa vidt den vilde være saa venlig at koge al den gode
Mad, der var blevet noget kold, op for os igen, saa vi kunde
fortsætte Menagen indenfor fire Vægge, som vi havde be
gyndt. Men du maatte tage dig lidt iagt med dine Flammer,
og først og fremmest maatte du ikke svide vore egne Fingre
med dem. Saa forsvandt du fra Scenen og rejste udenlands
som Doktor og vordende Professor i det mærkværdige Aar
1870—71. I det sidste af disse Aar blev Europa et for
færdet Vidne til den rædselsfulde Ildebrand i Paris, som
nok kunde gøre Folk bange for Ildens Element i al Al
mindelighed. Du kom hjem, og du var Ild, ganske som da
du drog ud — hvor kunde det være andet! Men der var
kommet noget af den store europæiske Fart i dine Luer . . .
Brandvæsenet maatte hentes, og der organiseredes et eget
Korps af flinke og behjertede Mænd, med Masser af Vand
til deres Raadighed for at slukke dig. Vore teologiske Sam
tidige fandt, at saa megen Ild ikke kunde komme noget
andet Sted fra end fra det hede Helvede. De svage Røster,
der udtalte sig for, at man skulde samle dig op med Ild-