252 / 392
Omflakkende Liv
245
stræbelser. Men ogsaa dette er vist i slige Tilfælde en Art
Naturlov.
Til Svar paa Angreb fra Carl Plougs Side, skrev Holger
Drachmann om mig:
„Jeg véd, at jeg taler paa fleres, paa manges Vegne.
Han kom til mig med en Kærlighed for og en Forstaaelse
af vort Sprog, vor Literatur og vor Kunst, som sagtens den
Gang formaaede at overvælde en saa meget yngre, men som
jeg senere ingensinde hos nogen her hjemme har fundet i
nogen højere og neppe sideordnet Grad. Han har aldrig
skrevet mig noget „Program“ for min Tænken eller Digt
ning og aldrig mig bevidst uddelt nogen Recept for sine Til
hørere og Venner. Han stillede sit Hoved, sit Hjerte, sine
glimrende Kundskaber, sin utrolige Energi, selv sin Penge
pung til de mest forskellige Menneskers Raadighed, og blev
aldrig heftig, kun sørgmodig, naar han opdagede, at man
havde misbrugt hans Redebonhed. Han lærte os intet „Nyt“,
som man stedse skraaler om; nej, men han henviste os til
at søge Underholdning, Belæring, Spore til Arbejde i, hvad
der var nyt for os; og idet han selv med en Iver uden
Grænser og en eksempelløs Flid arbejdede sig ned i Strøm
men af alle de aandelige Bevægelser, som den Gang rystede
eller nylig havde rystet Europa, saa glemte han aldrig os,
der stod ved Bredden, men kom med en „Samlers“ straa-
lende Ansigt dukkende op igen og havde altid en eller
anden Overraskelse at bringe os fra Dybet dernede. Han
kunde undertiden tage fejl af et Menneske, idet han takse
rede det for højt eller for lavt, alt eftersom hans Sympati
eller Antipati tiltrak ham eller fjernede ham; tidt har han
da erkendt det og berigtiget det; undertiden var de deraf
resulterende Svingninger hos ham — et saa stærkt udviklet
Refleksionsmenneske — ledsaget af en Naivetet, som man
elsker hos et Barn og tilbeder hos en Kvinde. Han var