256 / 392
Omflakkende Liv
249
„Da jeg ifjor kom til Kristiania, sagde jeg til mig selv: Den
Stad vil jeg vinde, og maaske kan jeg det med Tiden; men
denne! denne! hvad vejer jeg her!“
Jeg vilde nu for tredie Gang begynde forfra og lære
mig Tysk, saa jeg beherskede det til Fuldkommenhed, og
kunde skrive det med personlig Stil, men følte vel, at jeg
stod for en næsten uløselig Opgave.
Imens havde jeg intet Andet at opbygge mig ved end
de tilsendte danske Aviser, der strømmede over af Smædeord.
Det var mig derfor en stor Tilfredsstillelse, da jeg den
21. Oktober modtog Bjørnstjerne Bjørnsons Manifest til Gunst
for mig, en Erklæring, der hurtigt gik over i tyske Blade
og maatte styrke min Stilling i det nye Land*). Jeg følte
mig Bjørnson taknemmelig, da jeg læste disse Linjer:
Med lidenskabelig Kraft, med et usædvanligt Opbud af Læsning og
i en farverig, smidig Fremstilling har han forfulgt sit Maal — og den
første Virkning paa mig selv har været den, at jeg har lært Ærbødighed
for Anderledestænkende iblandt os; thi jeg behøvede at lære det. Ved
hver ny Bog, han har udgivet, har han øget min Indsigt, fremdrevet min
Tænkning — og hvad der nu staar for mig som det vigtigste — ved sin
ofte herlige Skildring af overbevisningstro Mænd og deres Skæbne styrket
min Vilje. Han har gjort mig til en fortrøstningsfuldere Arbejder i det
evig unge Aandssamfund, som jeg tror at tilhøre. Det vilde dog være
en Skam, ikke offentlig at udtale dette, naar der gøres Forsøg paa at
undertrykke den Tak, som vitterlig skyldes ham.
I de samme Oktoberdage udkom saa det sidste Hefte
af Tidsskriftet
Det nittende Aarhundrede
i Kjøbenhavn.
Dette sluttede med et smukt, aldrig optrykt Digt af Holger
Drachmann,
Den sidste Skanse,
en sindbilledlig Fremstilling
af Kamp og Nederlag, som de var lidte af den lille Gruppe,
der havde holdt sammen. Digtet skildrede, hvorledes en faa-
tallig, sluttet Trop drager sig tilbage gennem et Pas op til en
*) Se Sam lede Skrifter XIII 486..