260 / 392
Indlevelse i Berlin
253
demoraliserede ved Nederlaget i en Krig, hvis sande Aar-
sager søgtes bortforklarede eller bortløjede, et Nederlag, der
langsomt maatte forvindes, var jeg forflyttet til et Land, hvilket
en uhørt Rækkefølge af Sejre havde givet Selvtillid, og til
en By, hvis Tiltrækningskraft en ny Midtpunktstilling mange
fold havde forøget.
2
.
Den gamle Kejser, der efter Revolutionen 1848 havde
været saa forhadt i Berlin, var nu almenyndet, ja elsket.
Man anerkendte hans dybe Hæderlighed, hans Pligtfølelse,
hans Haardførhed og hans personlige Tapperhed, som den
havde lagt sig for Dagen i Slaget ved Koniggratz, hvor han
var steget af Hesten og staaende midt paa en Vej havde
bragt flygtende Tropper til at standse. En pessimistisk
Filosof, der engang i tre Uger havde været i Telt med
Kejseren, ytrede til mig, at han ansaa ham for „en ideal
Karakter“. At Kejserens Intelligens ikke stod i Højde med
hans Karakter var bekendt; selv Bismarck undlod i Omtale
ikke at beklage sig derover. Kejseren vidste ogsaa godt,
hvorledes Bismarck talte om ham. Men han havde det i sig
af en sand Regent, at han tilfulde forstod sin Kanslers poli
tiske Værd, og hvor stærkt man end stræbte at paavirke
ham imod Bismarck, han slap ham aldrig og vilde aldrig
give ham den halvt paa Skrømt halvt i Harme tidt for
langte Afsked.
Kejserinden var ikke elsket. Man vidste om hende,
at hun var Bismarcks Modstanderinde, at hun stødtes til
bage af hans Personlighed og misbilligede den Kamp, han
førte mod den katolske Kirke. Hun havde som ung Prin
sesse af Weimar været Goethes Elev og havde tidligt ind
suget en Verdensborgeraand, som i Datidens Tyskland