265 / 392
258
Indlevelse i Berlin
De, som er sagkyndige i disse Spørgsmaal, maa afgøre
hans Arbejders videnskabelige Værdi. Jeg kan kun aflægge
Vidnesbyrd om hans utvivlsomme personlige Overlegenhed.
Grim var han, forsaavidt hans lange magre Skikkelse og
det uregelrette Ansigt med det rødlige Skæg manglede til
talende Linjer og Forhold ; men det aandfulde Udtryk bødede
derpaa. Han var en Gentleman og en Verdensmand, altid
iagttagende god Sæd og Skik, indsigtsfuld, rolig, vittig, en
Menneskekender, der vurderede alle fortræffelige Mennesker
og uden Sindsbevægelse foragtede de ynkelige af hele sit
Hjerte.
Da han i 1899 døde, havde han overlevet sine
bedste Venner, baade dem, han holdt mest af, og dem, der
havde knyttet sig stærkest til ham. Digteren Moritz Hart-
mann, hans Ungdoms nære Ven, mistede han tidligt. Han
havde været revolutionær som Bamberger dengang og der
efter været en politisk Satiriker af høj Rang.*) Det er alt
berørt, hvor højt Bamberger satte Friedrich Kapp, og hvor
nær han stod ham. Som Forfatter formaaede han at over
føre mere af sit egentligste Væsen i sine Skrifter, end Kapp
var i Stand til. I saa varm Beundring, at den ikke kunde
nøjes med mindre end næsten daglig Omgang, havde den
fine Skribent,
Heinrich Homberger,
sluttet sig til ham.
Homberger kendte Datidens Italien som ingen Anden; hans
italienske Noveller var af en Ægthed, som forbløffede. Han
var en kold og misfornøjet Iagttager af Aandslivets Udvik
ling i Tyskland, mer end nogen paa sin Post mod Fædre
landeri, lærerig i Samtale, om han end vel meget spillede
paa én Streng. Til Bamberger drog ham dennes Formfuld
endthed. Nær forbunden med Bamberger var videre
Karl
Hillebrandt,
Tysklands ypperste Kritiker, der under sin
*) Sam lede Skrifter VI, 653 ff.