270 / 392
Indlevelse i Berlin
263
Det var just ingen Anbefaling hos ham at være dansk;
thi som født Tyskslesviger og oprindelig dansk Undersaat
hadede han Danmark. Han kendte alle Landets og Folkets
Svagheder, ingen af dets Fortrin. Da jeg i et Selskab blev
forestilt for ham som dansk Skribent, sagde han de just ikke
smigrende Ord:
Sie wissen
,
wenn man einen Dänen hänseln
will
,
erinnert man ihn nur an seine Litteratur.
For ham
var Danmarks Literatur dets Skamplet. Og naar man spurgte,
hvad han deri agtede saa ringe, svarte han i første Linie:
Ingemanns Romaner.
De forekom ham Indbegrebet af
barnagtig Latterlighed.
Om Grundtvig som Historiker
havde han ingen højere Mening end om Ingemann som
Digter. Paa Spørgsmaalet, om han da ikke vurderede Hol
berg, svarte han: Aa jo, med Maade, det er Molière oversat
paa Hollandsk; Holberg minder om ham som Æslet om
Hesten. — Saa bragte han Talen paa de danske Filologer.
Jeg fremhævede Madvigs Soliditet og sikre Skelneevne; men
Mommsen havde havt Sammenstød med Madvig angaaende
romerske Antikviteter og kaldte ham med Forbitrelse en
tungfodet Spidsborger. Han er slem, sagde han, men Ussing,
hans Abe, langt kummerligere og værre. (En lignende Uvilje
imod Madvig traf jeg hos den sindrige Filolog
Otto Ribbeck,
Professor i Leipzig, der ofte kom til Berlin. Han var an
lagt til fin Forstaaelse af Poesi og indvendte imod Madvig:
han har aldrig forstaaet nogen Digter).
Den stærke Beundring, jeg nærede for Mommsens
Ro
merske Historie,
bragte mig ikke til at tillægge hans mundt
lige Ytringer mere Værd, end de fortjente. Hans Lidenskab
løb af med ham, og han beflittede sig ikke paa Upartisk
hed, neppe paa Retfærdighed. Kom Talen paa Nationalitet,
Humanitet eller Politik, var hans Tale flammende.
Det er bekendt, med hvilken Mangel paa Maadehold
han, som Richard Wagner, i Krigens Tid udtalte sig om det