271 / 392
264
Indlevelse i Berlin
franske Folk. Han bevarede længe derefter Ringeagten for
fransk Aand, særligt for Videnskabeligheden i Frankrig. Der
er, sagde han, udenfor Paris ikke Glimt af videnskabelig
Sans; i den Henseende staar den mindste italienske By over
Byer af et Omfang som Lyon eller Bordeaux.
Men samtidigt afskyede og foragtede han det tyske
Fædrelanderi, særligt som det gjorde sig gældende i den
Bevægelse mod Jøderne, der netop da blev ophidset og greb
om sig. Den begyndte ved Aaret 1879, ni Aar efter den
nationale Krig mod Frankrig, som Jødeforfølgelserne i 1819
havde fulgt den nationale Rejsning mod Napoleon i seks
Aars Afstand. Begge Gange havde Tyskere af jødisk Troes-
bekendelse kæmpet i Rækkerne med dem af protestantisk
og katolsk Konfession; i den sidste Krig havde endog et
Antal af 327 Jøder faaet Jernkorset for udvist Tapperhed.
Ikke desmindre appelleredes der nu til Racehadet, og Momm-
sen var den første og ivrigste til Genmæle, dels idet han
satte sit Navn under Notablernes Protest, dels idet han ud
gav et overlegent Indlæg i Sagen.
Mommsen var som bekendt en Tilbeder og Dyrker af
Cæsar; enhver Modstander af den store Cajus Julius fik i
hans Historie et skrækkeligt Vidnesbyrd. Man kunde da
paa Forhaand have troet ham gunstigt stemt mod Bismarck.
Men han havde ikke for intet allerede i 1857 taget sine
Forbehold mod Cæsarismen. Han afskyede Bismarck og
som Politiker bekæmpede han ham af yderste Evne, saa i
ham kun Frihedsfjenden. Han led ikke Gambetta bedre,
og besynderligt nok jævnførte han i visse Henseender de
to Mænd. „Pas paa deres Omgivelser, sagde han en Dag
til mig, slige Mænd kan bedst bedømmes efter deres Om
givelser. For Gambettas Vedkommende er det Bohemen,
for Bismarcks en endnu værre Sort“.
Det slog mig hos Mommsen, som det ogsaa ellers i