275 / 392
268
Indlevelse i Berlin
har kendt. Intet Øjeblik syntes han at tvivle om sin Syns-
maades Enerigtighed. Han nærede som Politiker stor Uvilje
mod Bismarck. For ham var Bismarck den politiske Løgn
hals. Han paastod at have hørt Kansleren sige: „Det er
underligt; jo ældre man bliver, des vanskeligere bliver det
En at lyve“, og han føjede sarkastisk til: Ifald saa er, har
han holdt sig mærkeligt ung.
Kruse indførte mig i sin Familie, og jeg lærte den stolte
Mands lige saa stolte Frue at kende, mønsterværdig som
Datter, som Hustru og som Moder. Hun bar sit Hoved
saa højt som Saint-Just bar sit, og var dog i sit Indre blød.
En Sorg var det hende, at hendes højtelskede Søn, der var
indkaldt som Kavallerist, saa saare sjældent besvarede hen
des Breve. Jeg raadede hende til, aldrig at skrive paany,
før hun havde faaet Svar. Hun troede ikke at kunne be
kvemme sig til en længere Taushed, saa stor Trang følte
hun til at minde Sønnen om sig; men da jeg udviklede hende,
at Raadet var hensigtstjenligt, fulgte hun det og befandt sig
vel derved. Uhlanen overvandt sin Skrivedovenskab.
En Dag kom Heinrich Kruse, som var en velhavende
Mand, kørende til mig og steg op ad Trapperne, fulgt af sin
Tjener, der bar to, ikke tunge, indbundne Bind, hans samtlige
Dramer. Kruse var nemlig dramatisk Digter og følte sig
som saadan, skønt han i denne Egenskab ikke nød nogen
Almenyndest. Enkelte af hans Skuespil som
Die Gräfin
og
Wullenweber
kom dog ud i fire Oplag. Alle hans Stykker
er Jambedramer, vel byggede, vel skrevne, med klar og tydelig
Personkarakteristik, men uden dybere Sjælekundskab. Hvor
det Hemmelighedsfulde begynder, det i egentlig Forstand
Fængslende, holder Kruse op.
Et mærkeligt Vidnesbyrd om hans knortede Selvfølelse
er Sørgespillet
Brutus,
i hvis Forord han skriver: „Hvem
der i dette Stykke tror at finde Reminiscenser, maa ikke