272 / 392
Indlevelse i Berlin
265
mit Liv har slaaet mig hos højt ansete Historikere, om end
af ringere Rang end han, at de overfor Samtidens Menne
sker jævnlig er middelmaadige, undertiden slette Psykologer,
undervurderer eller overvurderer, saa det viser sig, at der
ganske fattes dem den Sikkerhed i Skønnet, som den literære
Kritiker paa sit Felt slet ikke kan undvære. Paafaldende er det
dernæst, saa ofte Historikere af Faget overfor deres Samtid
hefter sig ved Sladder, tror paa Sladder. Dette gør da
undertiden deres Domme om den fjerne Fortids Mennesker
mindre tillidvækkende. Dog for Den, som har følt, at den
fulde historiske Sandhed er et uopnaaeligt Ideal, gør dette
ikke Historieskriverne synderligt mindre tiltalende. Ge
niale Mænd som Mommsen eller som Michelet virker, selv
naar deres Følelser river dem med, ved den Blanding af
Virkelighedsstudium og Fantasi, hvormed de giver store
historiske Billeder, der overgaar al fri, saakaldt historisk
Digtning.
Den udmærkede gamle Mand, der med sit skarptskaarne
Ansigt, sit ildfulde Blik og sit lange hvide Haar saa ud som
en Tankens Fyrste, havde en Svaghed, han end ikke i det
selskabelige Samkvem formaaede at skjule: Nogle faa Glas
Rhinskvin steg ham til Hovedet.
Efter at jeg flere Gange havde set ham omtaaget af
Vinen, vovede jeg en Aften, da jeg sad overfor ham ved et
Bord og med Uro saa ham stadigt paany række Haanden
ud efter Flasken, at spørge ham, om han ikke ønskede
noget Vand i sin Vin. Han gjorde hurtigt en afværgende
Haandbevægelse og svarede: „Hvortil? Der er jo allerede
Vand i selve Vinen“. — Den Aften sad han ikke længe der
efter bevidstløs med stive Blikke, og maatte hjælpes ned ad
Trappen til en Vogn.
I det samme Aar rejste Mommsen sig en Formiddag i
Rigsdagen og holdt en saa forvirret Tale, at hans politiske