262 / 392
Indlevelse i Berlin
255
virkede den dog overlegent som kommende fra den eneste
Mand i Rigsdagen, hvis Navn man endnu vilde huske og
kende om 500 Aar. Forestillingen derom, som Medlemmerne
ikke kunde unddrage sig, gav hans Ord en Autoritet, som
ingen andens havde, selv om de var sandere og rigtigere
end hans.
Enhver nogenlunde anset Fremmed, der lagde sit Kort
i Rigskanslerpalæet, modtog en Indbydelse til en af Fyrstens
store
Bierabende
; men det kunde ikke falde mig ind at
søge Bismarcks personlige Bekendtskab, saa lidet som jeg i
Paris havde stræbt at gøre Victor Hugos. Jeg sagde mig
selv, at hvor interessant det kunde være for mig at faa et
personligt Indtryk af slige store Mænd, saa kunde dog ikke
jeg have fjerneste Interesse for dem. — Jeg fulgte imidlertid
med største Opmærksomhed Bismarcks Handlinger, Taler
og politiske Planer og kom derved efterhaanden til at fjerne
mig stærkt fra de Liberales Opfattelse af ham, saa meget
jeg end ellers sympatiserede med dem.
Da Bismarcks afgørende Brud med Manchester-Prin-
ciperne havde fundet Sted, forekom den Maade, hvorpaa de
Frisindede førte Kampen imod ham, mig saa urimelig, at
jeg fire Aar efter min Bosættelse i Tyskland, offentliggjorde
en Artikel,
Statssocialismens Modstandere
, hvori jeg trods
meget stærke Forbehold gav ham Ret overfor dem. Jeg
skrev i den: „Det vilde være stiv Doktrinarisme, hvis man
under den nu staaende økonomisk-politiske Strid, blot paa
Grund af Regeringens Heldning til den religiøse Reaktion
samt dens Benytten sig af de gamle Stamme- og Stands-
Fordomme, vilde betegne den som ubetinget reaktionær, og
tro, at Fremskridtsmændene i dette Tilfælde betyder Frem
skridtet. Tvertimod! Det er her Bismarck, som betegner
det moderne Standpunkt, eller rettere sagt Omvæltningen,
fremfor Alt
Initiativet,
det geniale Vovestykke, og det er