259 / 392
INDLEVELSE I BERLIN
l .
N
aar man efter en Menneskealders Forløb ser tilbage
paa et Afsnit af sit Liv, ført under ualmindelige For
hold og fast omgrænset, er det En, som saa man Vandene
fra en Sø, ved hvis Bredder man en Tid har levet, rulle
imod En paany, og Bølgerne har Menneskeaasyn i hundred-
og atter hundredevis, mange utydelige, helt eller halvt ud
slettede, andre med klare om end fjerne Træk, atter andre
spillende af Øjeblikkets Liv, som tilhørte de ikke den døde
Fortid, men Nuet.
Det Berlin, hvortil jeg kom, var Wilhelm I.s, Bismarcks
og Moltkes Berlin. Seks Aar var gaaede hen siden Rigets
Oprettelse og siden Byens Forfremmelse til Tysklands Hoved
stad. En umaadelig Opblomstring havde været Følgen; en
stærk Foretagelsesaand var vakt, der havde givet sig sunde
og skrøbelige Udslag under den Drift til hurtigt at berige
sig, der en Tidlang havde bemægtiget sig mange Sjæle; men
mig personligt, der kun oversaa et Udsnit af Tilstandene,
berørte ikke Tidens Usundhed, ikke Svindelen ved Stiftelsen
af Aktieselskaber og deslige, men kun det almindelige Op
sving, Pustet fra store Forhold, der tilmed var i Vækst.
Fra et svækket Land, hvor de herskende Klasser var