257 / 392
250
Omflakkende Liv
Bjergkam. For hver en Snes Skridt, vender Mændene sig,
smider Musketten til Kinden og skyder; Fjenden er nemlig
bestandig i Hælene:
Han fyred bag hver en Klippeblok
og tyndere blev den lille Flok.
Hej, sæt, Trompeter, dit Mundstykke i,
og tud dem i Hornet en rask Melodi!
Nu vil vi spille, lad dem saa danse;
nu har vi naaet den sidste Skanse.
Saa taled Kaptejnen og peged op
med Sablen mod Fjældets glødende Top.
Dér højned en Klippe sin dækkende Rand.
Det er Alt, hvad en Kampesten evne kan.
Og Hornblæseren satte for Munden.
Han faldt og rulied og var forsvunden.
Kaptejnen bøj ed sig ud og saa
over Styrtningen ned i det sejlende Blaa.
Knøsen var væk. Paa en Slaaentorn
hang i sin Lidse det blanke Horn.
Han fisked det op. Og højt det klang,
Kaptejnen blæste, de Andre sang.
De stod bag Klippen, øverst paa Tinden.
En liden Fane flagred i Vinden.
Hver Kugle rev Klude af Fanens Dug
saa maatte Stangen tages i Brug.
Støt stod den flossede Fanestage.
Fjenden løb Storm, men sloges tilbage.