253 / 392
246
Omflakkende Liv
elskværdig i sine Svagheder; — det er nok Hr. Ploug ikke.
Men hvad han lærte os, det var at elske vort Modersmaal
og igennem Respekten derfor at bruge det. Har Hr. Ploug
kunnet dette? —“
Hele Oktober igennem vedblev Avisartiklerne at hagle
ned over mig; de var det første, jeg fik tilsendt til Tyskland,
mest Skældeartikler af lavtliggende Art, ogsaa kraftige Ud
tryk for den teologiske Patos som Ussings, Schepelerns,
Frederik Nielsens, Biskop Fogs, og anonyme Teologers Ar
tikler. Andreas Munchr, der før havde skrevet Vers imod
mig, offentliggjorde endnu et Smædedigt. Den gamle norske
Poet havde det at hævne, at jeg i sin Tid havde udtalt mig
uden Henrykkelse om hans Skuespil
William Russell
og
stiltiende havde foretrukket Henrik Ibsens
Kongsæmnerrie
for hans
Hertug Skule
, der behandler samme Æmne med
noget ringere Talent.
Den 5. Oktober holdt jeg min sidste Forelæsning. Om
Aftenen gav en Snes Venner mig et lille Afskedsmaaltid.
Julius Lange holdt en elskværdig Tale og Holger Drachmann
oplæste et muntert Afskedskvad med talrige Overgivenheder,
hvori dog enkelte Linjer havde en alvorligere Klang. Da
Digtet aldrig er offentliggjort, kan her en Passus følge:
Hvad hjælper det, hans Mund er fyldt med Vin
og Honning, som det gamle Kanaans Floder?
Han taler for et Folk, som sætter Grin
i
Punscb.
højt over alle lyse Ho’der.
Hvad hjælper al Dikteren hos hans Moder,
naar Folket strømmer helst til Gøglerboder
og køber for en Slik sin Aandsbespisning?
Hos Brandes vanker Tugt og Tanke-Risning,
og er hans Ris end svøbt i Silke tidt:
Man mærker dog paa Hylet, det har bidt!
Hvad hjælper det, hans Sprog er Mestrens Sprog,
naar Publikum endnu er en Begynder?
Hvad hjælper det, hans Ord er Ild og Tønder,