250 / 392
Omflakkende Liv
243
baade hvor De vandrede ad hidtil ubanede Veje, og hvor De meddelte
det allerede mere Bekendte, har De i en sjælden Grad vidst at forene
indtrængende, alvorligt Studium med glimrende Fremstillingskunst.
Dog — De har ikke indskrænket Dem til Udførelsen af dette fare-
løse Hverv. Under den altoptagende Kamp for Hævdelsen af sin Na
tionalitet mod et overmægtigt Nabofolk var vort Land blevet tilbage med
Hensyn til livlig og alsidig Drøftelse af de store religiøse og filosofiske
Spørgsmaal, som i vor Tid sætter Verden i Bevægelse, og som ethvert
Folk, der vil have Del i den almindelige Kultur, maa arbejde med paa
at løse. D isse Spørgsmaal har De den Fortjeneste at have sat i levende
Bevægelse iblandt os. Det Standpunkt, som De under disse Bestræbelser
har indtaget, er rigtignok mere yderligt, end Flere af os kan billige,
og en noget sindigere og hensynsfuldere Optræden ligeoverfor det Over
leverede og dets Forsvarere vilde maaske ogsaa i den Sags Interesse,
som hvis Forkæmper De er optraadt, have været at foretrække. Men vi
maa højt anerkende det Mod, den Fasthed og den pletfri Uegennyttighed,
som De bestandig har lagt for Dagen, og vi glemmer ikke, at ingen stor
aandelig Bevægelse kan rejses, ingen stor Kamp føres uden Lidenskab
og dermed følgende Ensidighed og Hensynsløshed. Denne Betragtning
indeholder ogsaa, idetmindste tildels, en Undskyldning for den bitre og
personlige Maade, hvorpaa Striden ofte er bleven ført fra den anden Side.
Men vi maa dybt beklage, at Vejen til en Lærestol ved vort Universitet,
som De fremfor Nogen var kaldet til at beklæde, gennem denne Strid
er bleven spærret for Dem, og at man har kastet Vrag paa saa sjældne
Evner i et lille Land, hvor end ikke den mindste Kraft burde lades ube
nyttet. Men ligesom vi hævder, at den Dom, som Modstandere nu fælder
over Dem og Deres Virken, ikke er den sande og endelige, saaledes
haaber vi, at den Tid snart vil komme, da Flertallet af vore Landsmænd
vil forstaa Betydningen af Deres Virksomhed i det Hele og Store, og da
man vil søge at vinde Dem tilbage for det Land, til hvis aandelige Liv
og Udvikling De allerede har bidraget saa meget, og som vi er over
beviste om, De ikke vil ophøre at betragte som Deres rette Fædreland.
Imidlertid skal vore bedste Ønsker følge Dem blandt de Fremmede, og
den tomme Plads, som De efterlader i vor Literatur, skal stadig minde
os om, hvad De allerede har været, og hvad De fremdeles kunde og
burde være for vor Udviklings Fremme.
Adressen var velment, men gjorde hverken fra eller til
i min Eksistens. Blandt Underskriverne var følgende, da
værende eller senere, Professorer og Docenter ved Kjøben
havns Universitet: Brynjulfson, Deuntzer, Didrichsen, Erslev,
16
*