245 / 392
238
Omflakkende Liv
det forekom ham, at de som Kong Midas havde havt Gaven
til at forvandle alt, hvad de rørte, til Guld — og den hjerte
ligste Foragt for Datidens italienske Mænd.
Han havde
netop da gjort Myndighederne i Danmark det begribeligt, at
vi maatte forskaffe os Afstøbninger af Renæssanceskulptur,
og han havde faaet det Hverv at gøre Indkøb og hjemsende
Sagerne med en dansk Korvet. Han kom til at holde dob
belt af de gamle Kunstnere, idet han saaledes fik Stykke
efter Stykke af dem i Haanden og saa, hvor meget af Man
dens bedste Kræfter og hvilken Indsats af hans Liv der var
i slige Værker. Men han kom samtidigt til for hver Dag
at ringeagte Datidens Italienere mere for deres lave og be
drageriske Adfærd under det sødeste Venskabs Maske. Han
havde f. Eks. den største Nød med at faa dem til at skrive
deres Regninger til ham lydende paa den Sum, som han
virkelig betalte. Alle skrev Summen højere, indtil Tusind
Lire højere; det skulde være hans Drikkepenge. Og om
vendt, saa langt gik de ned, at en Advokat i Siena, der op
satte en Kontrakt for ham, skrev Regningen derfor
fem
Lire højere end den modtagne Sum, idet han med en Bøjning
ytrede, at det var, hvad Mellemmanden sædvanligt erholdt.
Det var unægteligt saare grimt; men jeg var mindre sikker
end Krohn paa at Sidestykker dertil ikke lod sig finde i Norden.
Mig personligt slog det under dette Ophold, at en mere
gennemført Spidsborger end den romerske gaves der ikke.
Skønt det var 35 Grader Reaumur i Skyggen, gik ikke én
indfødt Romer med Straahat; det var nemlig endnu ikke
Aarstiden dertil. De unge Romere af Borgerstand tilbragte
deres Liv i stadig Omhu for at den smykkende Fold ikke
gik ud af deres Bukser, og de ældre gifte Mænd stod i
Venterække udenfor Poste-restante Kontoret for at hente
Breve fra Elskerinderne. Stort mere fik hverken yngre
eller ældre bestilt.