247 / 392
240
Omflakkende Liv
Frokost? Kl. 8 om Morgenen. — Ja vel, men den
anden Frokost? — Vi spiser slet ikke nogen anden Frokost,
spiser først igen til Middag. — Og naar er Deres Middagstid
med Forlov? — I Reglen ved Syvtiden.
Det var et Tordenbudskab. Jeg nødtes til den Medde
lelse, at vi havde været oppe Kl. 6, endnu intet havde spist,
men var tilfredse, hvis vi kunde faa lidt tør Mad, hvadsom-
helst. — Damerne kan gaa ned i Haven og spise Frugt, lød
Svaret. Har De ikke Lyst til Frugt, saa vil jeg bede Dem
følge mig ud i Spisekamret; men jeg maa ærligt sige Dem,
at jeg frygter, vort Udbytte ikke bliver stort. — Jeg er til
freds med Brød. — Ak ja; men det er netop Brød, som
jeg er bange for, vi ikke har liggende, det bliver jo saa
hurtigt gammelt. — Og virkelig fandtes der i Spisekammer
og Køkken tilsammen end ikke en Mundfuld Brød. Det
eneste Spiselige, vi opdagede, var noget af den stærke og
ramt lugtende italienske Ost, Gorgonzola. Paa den alene
var jeg nødsaget til at stille min værste Hunger. Saa fik jeg
siden i Haven nogle Appelsiner.
Om Eftermiddagen kørte vi alle i Forening med en ung
engelsk Digter ad den skønne Vej fra Portici til Sorrento,
for der at indtage Middagsmaaltidet i Hotel Victoria. Men
ak! jeg var ude af Stand til at nyde det Ringeste af Na
turens Pragt. Himlens, Jordens og Havets Skønhed var
spildte paa mig. Jeg havde én eneste Tvangsforestilling:
Mad. — Og da vi saa endelig kom til Hotellet, maatte vi
vente syv lange og syv brede, til der blev rettet an.
Under disse Omstændigheder gensaa jeg Sorrento og
Huset
Rosa magra,
hvor seks Aar forinden Rachela i tre
paa hinanden følgende Aftener havde givet mig tre forskel
lige Versioner af sit Livs Historie.*) Ak Huset var ikke
*) Samlede Skrifter XI 69 ff.