242 / 392
Omflakkende Liv
235
mig til den ved hans Død ledigblevne Plads.
Den
østerrig-ungarnske Gesandt i Kjøbenhavn, Grev Kalnoky,
havde spurgt sig for i det danske Udenrigsministerium, af
hvad Grund jeg ikke var bleven ansat i Kjøbenhavn, og om
det var Regeringen ukært, at man ansatte mig i Wien. Man
havde derpaa anbefalet mig paa det Bedste. I Midten af De
cember 1878 modtog jeg et Brev fra det østerrigske Under
visningsministerium med Spørgsmaal om, hvilke Betingelser
jeg stillede for Overtagelsen af et ordentligt Professorat i Wien.
Jeg svarte ufortøvet. — Dagen efter erfor jeg gennem Wilhelm
Scherer, at de Wienske Professorer havde erklæret sig for
mig, da min Sag var bleven dem forelagt af Stremayr, kun
at jeg ikke blev Professor i blot tysk Literatur, men i sam
menlignende Literaturhistorie.
Sagen trak i Langdrag. Da saa et Par Maaneder der
efter den danske Gesandt i Wien, Kammerherre Falbe,
spurgte, hvorledes den stod, fik han det Svar: Man havde
betænkt sig, da man havde bragt i Erfaring, at jeg ikke be
herskede det tyske Sprog saaledes, som en Docent maatte
kunne det.
Jeg omgikkes paa den Tid i Berlin venskabeligt to Uni
versitetslærere, der tidligere havde været Professorer ved
Universitetet i Wien; de kom begge i mit Hus. Jeg havde
utvivlsomt en af dem at takke for, hvad man i Wien havde
bragt i Erfaring. Den ene af dem begyndte nu at vise en
ganske paafaldende Forlegenhed og Kulde, naar vi mødtes
i Selskabslivet, og trak sig snart derefter helt tilbage fra mig.
Denne Gang, da Udsigten til en Forbedring af mine
Kaar havde forekommet mig sikker, ramte Slaget mig haardt.
Jeg skrev for mig selv: „Den nagende Pengesorg er da uaf-
hjulpen. Altsaa trætte Hest! Atter i dit Seletøj! Begynd
paany den møjsomme Vandring fra Dag til Dag!“