237 / 392
230
Omflakkende Liv
Kleist og hans Tragedie
Krimhield
havde glædet mig. Han
levede som Lewinsky i Kresen af Burgteatrets udmærkede
Kunstnere og Kunstnerinder, blandt hvilke Ægteparret Hr.
og Fru Hartmann var talentfulde paa Scenen og underhol
dende Omgangsvenner i Privatlivet.
Vi saa foruden
Faust
ypperligt spilte Smaastykker paa
Burgteatret, og i Operaen
Rigoletto
med Adelina Patti og
Trebelli i Hovedrollerne. Efter Operaen var der et Aftens-
maaltid hos Wilbrandt, hvor Fruen gav os nogle Prøver til
Bedste af en Samling, hun (som samtidigt Flaubert) havde
anlagt af morsomme Dumheder, hun havde hørt. Derefter
foredrog Lewinsky paa min Anmodning Coppée’s
Smedenes
Skrue.
Det var en Kunstnydelse af Rang.
Mest optoges jeg i Wien, da jeg først havde set mig
om i denne By, der virkede saa malerisk og naturgroet
efter Berlin, af de Forhandlinger om min Ansættelse i
Østerrig, som Ministeren Dr. Josef Unger allerede havde
aabnet med mig, medens jeg endnu var i Kjøbenhavn. Da
han havde erfaret min Nærværelse i Wien, bad han mig
komme til sig og modtog mig yderst venligt. Han sagde,
at Sagen paa ingen Maade var opgivet, men at der dels
havde været finansielle Vanskeligheder, dels havde Mini
steriets Tilværelse staaet saaledes paa Spil fra Dag til Dag,
at der Intet kunde foretages. Undervisningsministeren, Hr.
Carl Edler von Stremayr, var for Øjeblikket bortrejst, og
han selv repræsenterede sin Kollega. Han vilde snarest
besøge mig til Gengæld for mit Besøg. Tidligere havde han
ment, jeg maatte debutere ved et af Østerrigs Universiteter
udenfor Wien; det havde været hans Tanke, da han først
nærmede sig mig igennem den for et Fjerdingaar siden
afdøde Emil Kuh. Nu, da han havde lært mig personligt
at kende, var denne Plan falden bort; han ønskede at be