241 / 392
234
Omflakkende Liv
16.
Saaledes kunde jeg da ikke lade være at betragte Wien
som mit fremtidige Opholdssted, og uvilkaarligt følte jeg
mine bestandigt opstigende Fremtidsbekymringer beroligede
ved Udsigten til en hæderfuld Virksomhed under nogenledes
betryggede Forhold. Selvfølgelig var Østerrig ikke det
Land, jeg vilde have valgt at virke i, om jeg havde havt
noget Valg; men som Forholdene laa, maatte jeg være det
taknemmelig, siden der alene var en Mand, hvem min Vel
færd laa paa Hjerte.
Jeg tænkte mig desuden ingenlunde mit Ophold i Wien
som mere end midlertidigt. Det forekom mig utvivlsomt,
at naar jeg havde udfyldt min Plads dér en fem, seks Aar,
maatte de Danske indse Urimeligheden af at de saa letsin
digt havde vraget en Kraft, der formaaede at gøre sig gæl
dende andetsteds, og kalde mig tilbage.
Stor var derfor min Skuffelse, da jeg sidst i Maj i Rom
modtog et mægtigt, rekommanderet Brev fra det østerrigske
Undervisningsministerium, og deri kun fandt den lakoniske
Beklagelse af at der i Kassen desværre fattedes den for
nødne Sum til Oprettelsen af et nyt Professorat.
Det havde man kunnet vide straks; men jeg havde jo
intet Middel til at erfare, hvad der siden min Afrejse var
foregaaet i Wien.
Jeg slog da alle Tanker paa Østerrig ud af mit Hoved
og tog straks den Beslutning, at bosætte mig i Berlin.
Underligt nok var det tomme Spøgeri med min An
sættelse i Wien ikke dermed til Ende. I November 1878 døde
Tomaschek, og jeg, som da allerede længe havde fæstet Bo
i Berlin, og dér redeligt arbejdede paa Løsningen af den
vanskelige Opgave at ernære mig med min Pen som Essayist,
erfor til min Forundring, at man i Østerrig tænkte paa