239 / 392
232
Omflakkende Liv
Det var, sagde han, et Held, at overordentlige Professorer
kunde ansættes af Ministeren uden at Professorkollegiet
raadspurgtes; thi Professorerne vilde alle som en være imod
mig; de var i mit Fag Middelmaadigheder og nærede stor
Frygt for Konkurrence. — Sandsynligvis vilde Afgørelsen
blive truffen allerede i Maj.
15.
I et noget forskelligt Lys viste Sagen sig for mig, da
jeg over Triest, hvor det italienske Sprog for første Gang
paany slog mig i Møde, naaede til Venedig. Der traf jeg
sammen med Orientalisten Eduard Sachau, da Professor ved
Universitetet i Berlin, tidligere ved det i Wien, en tredive-
aarig Mand, fremragende Sprogforsker, der laa i Venedig for
i Klosteret San Lázaro at studere Armenisk. Gondolen førte
mig til ham en henrivende Majaften, medens Serenader lød
fra Baadene, der laa under de Skønnes Vinduer.
Sachau advarede mig mod at fæste for stor Lid til den
Udsigt, Ministeren havde stillet mig for Øje, skønt han
upaatvivleligt kunde udnævne mig, ifald han alvorligt vilde.
Men Sagen syntes ham vanskelig af følgende Grund: Der
var allerede fire Professorer i Literaturhistorie, Tomaschek
for tysk Literatur, en mindre vel anset Privatdocent for
fransk, en Professor for nordgermansk (o: engelsk og af
Navn ogsaa skandinavisk), en for italiensk og provencalsk.
Ingen af disse Mænd var fremragende og alle var de rene
Filologer; blev de adspurgte, om de ønskede mig ansat, vilde
de selvfølgelig enstemmigt svare Nej. Vel kunde Ministeren
ansætte mig ligefuldt og gjorde det maaske gerne, da der
altid var Spænding mellem Ministeriet og Universitetet. Men
dels blev da min Stilling yderst ubehagelig overfor Kollegerne,
dels blev min Udsigt til Forfremmelse tilintetgjort, da den