235 / 392
228
Omflakkende Liv
12
.
I Begyndelsen af April rejste jeg udenlands; jeg vilde
vise min Hustru Italien, hvor jeg seks Aar tidligerehavde
følt Livet pulsere saa stærkt i mig.
Vi tog først til Berlin, hvor vi næsten helt levede hos
Loewes, der behandlede os som Børn
afHuset, oghvor
Berthold Auerbach overvældede mig med Artighed. Han
var rørig og munter og ærværdig som en Patriark; vred
paa Renan for den efter hans Mening altfor fromladne Tale,
han havde holdt over Spinoza ved Afsløringen af dennes
Statue i Haag, begejstret for Prøjsen som en ægte Schwaber.
Han skattede den praktiske Energi, der fattedes Sydtyskland,
var mistænksom overfor Bismarck, hvis formentlige Frisind
han ingen Lid satte til, men samtidigt fuld af Beundring for
ham: Paa sin Plads som Kansler er han overfor Frankrig
saa meget værd som trehundredetusinde Mand.
I frisindede Krese beklagede man, at Bismarck havde
forlangt Orlov. Den almindelige Mening var, at Rigsforfat
ningen var ubrugbar, men at dette ikke kunde lægges Bis
marck til Last; thi han kunde, da han gav den, ikke opnaa
en bedre: det gjaldt lige efter Krigen om at forsone alle
Parter, Fyrsterne saa vel som Landene i Riget. I det nord
tyske Forbund havde Prøjsen sikret sig saa mange Stemmer,
at det var i født Flertal; i det nye tyske Rige maatte det
nødtvungent vise sig mere ædelmodigt. Det var derfor nu i
født Mindretal, men maatte stole paa Fyrsternes Rigsvenskab
og Fædrelandskærlighed, en usikker Byggegrund. Efter Ri
gets Oprettelse var Fyrsterne en kort Tid matte; nu var de
komne til Kræfter igen; de søgte i Forbundsraadet at lamme
Bismarcks Foretagender, og han formaaede ikke at bryde
deres Modstand.
Rigsdagens Formand sagde i de Dage til en af mine