231 / 392
224
Omflakkende Liv
kendte Hr. Plougs ærekrænkende Spørgsmaal til mig, om,
hvorledes Sagen var gaaet til. Hr. Ploug vilde, siger han,
ikke trykke „en
anonym
Erklæring“. Hertil er at bemærke,
at Hr. Wolff
ikke var anonym overfor Hr. Ploug
, at Hr.
Wolff i egen Person bragte sin Erklæring til Hr. Ploug,
der jo ogsaa gjorde Forsøg paa at bruge ham som Mægler
og gennem ham vilde bevæge mig til at frafalde min ham
— ikke uden Grund — højst pinlige Klage. Naar Hr. Ploug
da i sit Blad kaldte Erklæringen „anonym“, var det natur
ligvis ikke hans Mening, at hans Læsere derved skulde ledes
til den Tro, at det var en unavngiven Mand, der havde sendt
ham den, men han maa tilstaa, at Formen var højst uheldig
og ikke kunde have været synderlig forskellig, hvis Hen
sigten var at vildlede.
Istedenfor at optage Erklæringen, valgte da Hr. Ploug
at optrykke Injurien (ikke engang som Citat; uden Citations
tegn), øjensynligt for ret at slaa det fast, at jeg ikke havde
handlet som Mand af Ære. Presselovens § 11 lyder saa-
ledes: „Enhver, der i et periodisk Skrift anser sig for per
sonlig angreben . . . kan i dette fordre uden Betaling op
tagen en Bekendtgørelse om Sags Anlæg
i Anledning a f
Angrebet
saavel som om Sagens Udfald . . .“
Prokurator Winthers Paastand om Hr. Plougs Beret
tigelse til at gentage Injurien og hans Henvisning til at
Hr. Ploug kunde kræve de fornærmelige Ord optagne i
mit Inserat, er følgelig greben ud af Luften. Ordene „i
Anledning af Angrebet“ var tilstrækkelig fyldestgjorte ved
Inseratets Betegnelse „ærerørige Udtryk, der indeholdes i
en i
Fædrelandet
for 16de Februar 1877 optaget Artikel
En uberettiget Offenliggørelse“,
og selv
hvis
dette ikke
var Tilfældet, saa kunde Hr. Ploug i det Højeste have til
bagesendt Inseratet og krævet det udfyldt; men under ingen