228 / 392
Omflakkende Liv
221
og derpaa udgivne
Forelæsninger over hendes Fætter. Dr.
B. har altsaa paaført hende det falske Skin af at dele om
ikke alle hans literære og religiøse Anskuelser, saa dog i
det Mindste hans Opfattelse af S. K. og at være tilfreds
med hans Fremstilling af samme“.
Jeg tilstaar, at Argumentet forekommer mig for burlesk
til at behøve en Gendrivelse. Kun derpaa vil jeg gøre
opmærksom, at min Bog om Kierkegaard udgaves næsten to
Maaneder
efter
at Brevene forelaa trykte, hvad saa temmelig
umuliggør min Tilsnigelse af Damens „Henrykkelse“ over
Bogen; men — det forstaar sig — „Henrykkelsen“ over
Forelæsningerne, især dem i Stockholm og Kristiania, staar
jo endnu tilbage, og jeg raader Hr. Ploug til at holde fast
paa den.
Der var altsaa i hans Øjne følgende Fordel for mig ved
at handle „uhæderligt“ : jeg skaffede mig Skin af at en
unavngiven Fru I. T. var „henrykt“ over mine Forelæs
ninger — sandelig en ikke tilstrækkelig Bevæggrund til at
begaa en „æreløs“ Handling.
Parentetisk maa jeg paa dette Punkt fremhæve, at Hr.
Ploug i sin Skrivelse tager Anledning til at fremsætte en ny
Sagen uvedkommende Sigtelse mod mig. Han indrømmer,
at Brevene ingen Familiehemmeligheder indeholdt, men
hævder, at dette „neppe vilde have generet Dr. B., da han
ikke har betænkt sig paa i sine Forelæsninger om S. Kierke
gaard at
paadigte
dennes Fader en Forbrydelse, hvortil han
ikke har den fjerneste Hjemmel“.
Da min Bog om Kierkegaard, som alt anført, er trykt
længe efter de Kierkegaardske Breve, vilde denne Omstæn
dighed, selv om den var sand, selvfølgelig ikke kunne have
givet Hr. Ploug nogen Formodning om, at jeg ved disses
Udgivelse havde overtraadt Ærens Bud. Men iøvrigt er
denne nye Beskyldning mig kun et nyt og intet overraskende