261 / 392
254
Indlevelse i Berlin
var ilde anskrevet.
Hun nærede en næsten udæskende
Forkærlighed for det franske Sprog og havde bestandig en
fransk Forelæser; i den Tid, jeg opholdt mig i Berlin, først
Jules Laforgue, den fine unge Digter, der efter sin Død blev
forgudet, omtrent som Obstfelder i Norge, senere den af
Gambetta stærkt beskyttede Gérard, der nu er fransk Minister
i Tokio. Medens Jules Laforgue var en naiv, uverdslig ung
Mand, der sværmede for Paul Bourget paa dennes datidige
Udviklingstrin, var Gérard en saare kølig Personlighed, der
med en vis Paatrængenhed stræbte at faa Indpas i Berliner
selskabet, og som forøvrigt kunde regne med Forfremmelse
ad Beskyttelsens Vej.
3.
Bismarck stod tiltrods for sin Orlov da paa Magtens
Højdepunkt, var netop i Færd med at skille sig fra de Na
tionalliberale for at regere med de Konservative og med at
opgive sin Frihandelspolitik til Bedste for Værnetold. Han
forstod til Gavns med falsk Venlighed at lokke de Ministre
ud i Afgrunden, som Hensynet til Kejseren gjorde ham det
vanskeligt at skille sig ved. Naar han talte i Rigsdagen,
var der Dødstaushed. Han anstrengte sig ikke for at opnaa
den Veltalenhed, der bestaar i et flydende Foredrag; den
var ham negtet af Naturen, og han satte øjensynligt ingen
Pris paa den. Han stod gerne ligesom usikker og legede
med en Blyant, søgte sine Ord, prøvede sig frem; men hans
Genialitet røbede sig i, at han af og til formede en Sætning,
der var saaledes præget, saa anskuelig og saa drivende af
Liv, at den forblev uforglemmelig. (Saaledes naar han mod
Lasker talte om de Byherrer, der ikke forstod Landmanden:
„Vor Sol bager dem ikke, vor Regn gør dem ikke vaad“).
Men selv naar hans Tale ikke frembød stærke Lyspunkter,