221 / 392
214
Omflakkende Liv
6
.
Stor Glæde havde jeg af Forestillingerne i Kristiania
Teater. Det lededes dengang af den udmærkede Dramaturg
Ludvig Josephson, for hvis Evner Henrik Ibsen nærede op
rigtig Beundring.
Han havde en fortvivlet Modstand at
kæmpe med, fordi han var en svensk Mand, men jeg tror
ikke, det norske Teater sidenhen er naaet højere end
under ham. Han elskede sin Kunst, han gøs ikke tilbage
for nogen i hin Tid for umulig anset Opgave, som f. Eks. at
sætte
Brand,
eller
Peer Gynt
i Scene. En Forestilling som
Bjørnsons
En Fallit
var dengang en Mønsterforestilling. Der
var Aftener, hvor der paa det lille, uanselige og grimme
Teater ikke spiltes ringere Komedie end paa Théâtre Fran
çais. Johannes Bruun, Ægteparret Gundersen, Reimers,
Fru Juel — det var en Lyst at se dem.
Betegnende for Hadet mod Josephson var det, at da
jeg en Aften i en Tale havde ytret, der undertiden paa
Kristiania Teater spiltes fuldt saa godt som paa selve den
franske Nationalscene, blev denne Ytring af de dog ellers
saa nationalstolte Nordmænd latterliggjort som en burlesk
Overdrivelse. Som Josephson rigtigt sagde til mig: „De
troer, der altid spilles udmærket paa Théâtre Français.“ De
fleste havde jo aldrig været der.
Ludvig Josephson tilhørte en fremragende Kunstner
familie, hans Broder var en kendt Komponist, hans Broder
søn Ernst Josephson en af det unge Sverigs mest lovende
Malere, der tilfulde holdt de Løfter han gav, før Sindssygen
lammede hans Evner. Selv skrev Ludvig Josephson Skue
spil, dels i historisk-romantisk Stil som
Folkungalek
og
Thord
Flasle,
dels om ganske moderne Æmner som Dramet
Paris,
der foregaar 1870—71. Som Digter kommer han dog ikke
i Betragtning; men en Bog som hans Skrift
Våra Teater-
Forhållanden
viser hans Alvor og Indsigt som Dramaturg.