217 / 392
210
Omflakkende Liv
Wergeland havde ingen i Norge saa sandt og ædelt som
Aftenens Hædersgæst fremstilt de store Kulturtanker. Norges
Bestræbelser var i de senere Aar væsentlig gaaede i praktisk
Retning, hvad der fortjente Ros. Men nu, da Nordmændene
nød et økonomisk Velvære, om hvilket deres Fædre neppe
havde drømt, nu droges Sindene stærkt af Længsel efter, at
de civilisatoriske Ideers Strøm snart maatte naa deres Kyster.
Sandheden var bevislig kun én; der gaves ikke nogen specifik
norsk Sandhed. Nu gjaldt det Kampen for Tankens Fri
hed, dens Uforstyrrethed af al fremmed, udvortes Auto
ritet osv.
En evnestærk Mand med et skarpt skaaret Ansigt,
Statsfysikus Bidenkap, glædede mig derefter med det Udsagn
i en Tale, han holdt, at mit Dansk var „det mest maskuline“,
han endnu havde hørt.
Saa blev der afsunget en Sang, i hvis første Strofe
Datidens Nordmand blev saaledes særtegnet:
Du ser det høje, bratte Fjæld,
som over Sletten troner?
Et Sangens og et Lysets Væld
fra Tinden sig fortoner.
Om Siden ligger Taagen graa
og stabler sine Stængsler —
der ser en dødstræt Mand Du staa
ved Stenen, som ham fængsler.
Meningen var, at den ulykkelige troede sig forpligtet til
evigt at rulle en Sisyfussten. Nu var jeg kommen og havde
givet ham det gode Raad at lade Stenen ligge.
Af Datidens Aviser ser jeg, hvorledes den Tale, jeg
holdt til Svar, nogenlunde har lydt. Jeg anfører den efter
det norske Avisreferat:
„Dr. Brandes besteg Talerstolen og holdt et længere,
af levende Bravoraab idelig a f b r u d t .......................................