212 / 392
Omflakkende Liv
205
første Foredrag, men holdt op med at høre mig, da han
aldeles ikke kunde forstaa Dansk. Vi samtalte dog uden
synderlig Vanskelighed, og der var noget Imponerende ved
Skarpheden i hans Ræsonnement. Jeg havde overfor ham
den lidt pinlige Følelse, der var mig uvant, at træffe aaridelig
Overlegenhed hos en næsten Jævnaldrende.
Forsell var ikke den eneste Minister, som hørte mine
Foredrag. Den danske Gesandt sad forrest i Salen, og det
blev mig oftere sagt, at jeg overhovedet havde et fint Publikum.
Det var opmærksomt og meget velvilligt, skønt Sproget jo
lagde mig Hindringer i Vejen.
Da jeg kom, havde man til Billetkontrollen anbefalet
mig en
vaktmdstare,
som skulde være den hæderligste i
Staden, medens der var andre, paa hvem man ikke kunde
stole. Var denne imidlertid den hæderligste, saa var det
vanskeligt at forestille sig de andres Retskaffenhed. Thi
han snød mig forskrækkeligt. Naar jeg selv havde talt 400
Tilhørere, paastod han, der havde været et Hundrede færre;
han lod mod Betaling til ham Folk komme ind, der ikke
havde løst Billet, og fradrog ikke blot Betalingen for Salen,
men alle Slags fantastiske Afgifter.
Det var November Maaned og en stor Fornøjelse at
køre i Slæde gennem den snedækkede, prægtige Djurgård.
Efter en tre Ugers Ophold i Stockholm tog jeg efter Op
fordring til Upsala, talte der to Gange og fik en 130 Tilhørere.
En Aften blev jeg indbudt til en Sexa, som (vist i Anled
ning af Halvaarets Slutning) gaves af Universitetet for dets
Professorer. De var høflige, men øjensynligt ikke meget inter
esserede af mig. Jeg bemærkede, at Rektor sendte en Mand
omkring med en Opfordring. Han henvendte sig til en Række
Herrer. Jeg saa dem ryste paa Hovedet den ene efter den
anden, alt som Manden hviskede dem i Øret, og jeg begreb at
han havde spurgt dem, om de vilde udbringe min Skaal.