211 / 392
204
Omflakkende Liv
Skønt Æmnet
Søren Kierkegaard
visselig ikke var
noget klogt Valg overfor de Svenske, var dog Nysgerrig
heden efter at høre mig ikke ringe. Jeg lejede
Vetenskaps-
akademiens
Sal og fik til det første Foredrag henved 300
Tilhørere, et Tal, som senere steg.
Min Hustru og jeg følte os veltilpas i Stockholm. Grand
Hotel lod Datidens nordiske Hoteller langt bag sig, og Ud
sigten fra dets Vinduer over til Slottet, som dengang endnu
ikke var trykket af plumpe Omgivelser, kunde ikke være smuk
kere. Carl Snoilsky, med hvem jeg ikke lang Tid forinden
havde omgaaedes i Kjøbenhavn, kom næsten lige straks og
blev mer end to Timer, saa’ jævnligt til mig, indfandt sig
desuden en Aften og læste højt af Anna Maria Lenngrens
Satirer over dumme Grever og Grevinder, som vilde han af
væbne mig, ifald jeg havde havt ham mistænkt for Adels
hovmod.
En svensk Forlægger, Joseph Seligmann, en dannet og
varmtfølende Mand, indfandt sig straks paa Hotellet og
sluttede Kontrakt med mig om Udgivelsen af de endnu ikke
holdte Forelæsninger paa Svensk. Dr. Elof Tegnér, Digte
rens Sønnesøn, dengang ansat ved det kongelige Bibliotek i
Stockholm, smuk og statelig, med kulsort Fuldskæg og med
en saa ypperlig Hovedform, at det klædte ham at være
skaldet, en Mand af ikke ringe Kultur, duelig Historiker,
meldte sig som Velynder af
Hovedstrømningerne,
hvorom
han havde skrevet „så vackert, han formådde“. Han bragte
mig Tegnérs Breve og opfordrede mig stærkt til at studere
hans store Farfaders Personlighed, hvis Psykologi ingen
Svensk endnu havde prøvet at give.
Vi blev indbudne i ikke faa Familier. I en af dem
traf jeg den daværende Finansminister Hans Forsell, en
endnu ganske ung Mand, høj, blond og selvsikker, som tid
ligt havde gjort sin Dygtighed gældende. Han overværede mine